Nyheder29. juli 2024

Copenhagen Pride afviser efter sponsorflugt: Alt er som det plejer

Copenhagen Prides sponsorflugt vil ikke have indflydelse på det produkt, som de i løbet af august vil levere, når pride-ugen skydes igang, fortæller organisationen nu
Copenhagen Pride mener ikke, at sponsorflugten de så i foråret, ændrer noget på årets pride-uge.
Copenhagen Pride mener ikke, at sponsorflugten de så i foråret, ændrer noget på årets pride-uge.
 Foto: Birger Storm

I foråret måtte organisationen bag Copenhagen Pride se hjælpeløse til, da den ene efter den anden sponsor smuttede fra dem.

Det skete i kølvandet på en udmelding, hvor det lød som om, at organisationens samarbejdspartnere blev bedt om at tage stilling til deres aktiviteter i Israel samt krigen i Gaza - Men det faldt altså flere af sponsorerne for brystet, som ikke mente, det burde blandes sammen med pride.

Derfor valgte en række store virksomheder som Mærsk, Netto, DFDS, Nykredit og Dansk Industri at trække sig som sponsorer.

Men selvom man kunne foranlediges til at tro, at sponsorflugten naturligvis ville have konsekvenser for dette års pride-uge, så vil Copenhagen Pride i år være "præcis som den plejer" samt have et "fuldt intakt kerneprodukt".

Det oplyser forperson i organisationen, Benjamin Hansen, til SE og HØR:

- Copenhagen Pride er afhængige af vores partnere for at kunne blive ved med at levere nordens største gratis pride. Vi sætter derfor stor pris på alle vores mere end 30 partnere, der fortsat trofast bakker op om Copenhagen Pride igen i år, oplyser Hansen og fortsætter:

- De muliggør, at vi kan præsentere et program med et fuldt intakt kerneprodukt, der udmønter sig i mere end 100 arrangementer, der løber af stablen under Copenhagen Pride. Samtidig har planlægningen været præget af den seneste tids omtale af Copenhagen Pride, men det er ikke noget vores fantastiske frivillige ikke kunne klare.

- Det har fyldt meget

- Hvordan kan I mærke det (sponsorflugten, red.) helt konkret?

Hvert år tiltrækker pride-paraden både danske kendisser og politikere. Her er SF's formand, Pia Olsen Dyhr, med i paraden.
Hvert år tiltrækker pride-paraden både danske kendisser og politikere. Her er SF's formand, Pia Olsen Dyhr, med i paraden.
 Foto: Mikael Rieck

- Det har de seneste måneder fyldt meget i vores organisation. Det har heldigvis betydet, at organisationen og vores kernefrivillige er rykket tæt sammen, set hinanden i øjnene og sagt ''det her klarer vi og nu skal vi vise hvad vi kan levere som organisation på trods af forårets turbulens'', fortæller Benjamin Hansen.

- Kommer Priden i år til at blive anderledes, end den har været hidtil?

- Copenhagen Pride kommer til at være, som den plejer: Det bliver en hyldest til mangfoldighed, inklusion, kærlighed og fællesskab i hjertet af København, og et stort gratis program med events på Rådhuspladsen og i hele byen.

Er i dialog med dem

SE og HØR har desuden spurgt Copenhagen Pride, hvorvidt de er i forhandlinger med de sponsorer, som valgte at forlade dem i foråret.

Og her oplyser Benjamin Hansen, at organisationen "er i dialog" med flere tidligere samarbejdspartnere.

- Vi er, som altid, i god dialog med vores eksisterende, tidligere og nye samarbejdspartnere om den værdi vi kan skabe sammen, og om Copenhagen Prides nye initiativer, vores grundlæggende fokus og om hvordan vi i fremtiden kan skabe stærke partnerskaber sammen, fortæller Hansen og tilføjer:

- Hvordan det udmønter sig, tager vi os god tid til at tale med hinanden om. Vi glæder os dog over, at mange af vores tidligere partnere tydeligt har erklæret ønske om at vende tilbage som partner.

Forperson smuttede

Det var Copenhagen Prides tidligere forperson, Lars Henriksen, som havde roret i organisationen, da hele debatten omkring Gaza startede, og sponsoflugten tog til.

Lars Henriksen måtte træde tilbage som forperson for Copenhagen Pride, som konsekvens af alt tumulten omkring sponsorflugten.
Lars Henriksen måtte træde tilbage som forperson for Copenhagen Pride, som konsekvens af alt tumulten omkring sponsorflugten.
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Derfor valgte han i maj måned også at tage konsekvensen af situationen og trække sig fra sin post som forperson.

"Copenhagen Pride er større end mig, og jeg må se i øjnene, at hvis min person skygger for Copenhagen Pride i nogen grad, kræver det handling," skrev Lars Henriksen i meddelelsen, som fortsatte:

"Derfor har jeg i dag besluttet at trække mig som politisk forperson og talsperson."

Lars Henriksen meldte dog samtidig ud, at han fortsat ville "spille en rolle" i Copenhagen Pride. Han nævnte dog intet om, hvilken rolle der var tale om.

Copenhagen Pride løber af stablen i år mellem lørdag 10. august og søndag 18. august.

Sponsoreret indhold