Nyheder21. juni 2016

Claudia Rex raser: Misbrugt på nettet

Den tidligere ’Vild med dans’-danser er bestemt ikke glad for, at hendes navn bliver udnyttet og misbrugt i forbindelse med et slankeprodukt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/claudia_rex_cp.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Da Claudia Rex dansede sig til topkarakterer i ’Vild med dans’, var det ikke kun hendes fantastiske danseevner, der blev bemærket. Det samme gjorde hendes smukke krop.

I dag er Claudia Rex ikke længere professionel danser, men det afholder ikke den 29-årige skønhed fra at leve sundt og dyrke motion. Men hendes sunde livsstil har i bogstaveligste forstand haft en bagside.

For nogle har besluttet at udnytte og ikke mindst misbruge Claudia Rex’ navn i forbindelse med et slankemiddel, hvor de lovpriser ”vidundermidlet”, som Claudia Rex ifølge reklamen skulle benytte sig af.

Og dét er ganske irriterende, fortæller Claudia Rex nu på sin blog:

- Jeg har indtil nu blot rystet på hovedet af, at mit navn bliver misbrugt, da der er mange danske personligheder, der er i den samme båd. Men nu bliver jeg nødt til at gøre op med det en gang for alle, da jeg absolut ikke vil være med til, at “reklamere” og “opfordre” kvinder til sådan en hurtig løsning, skriver Claudia Rex på sin blog.

Som professionel danser har sund kost og motion altid været en del af Claudia Rex’ liv – og hun ved da også, hvad hun vil give af råd til andre, der ønsker at leve sundt:

- Jeg er af den overbevisning, at sund kost, en positiv indstilling til livet og masser af motion er den bedste vej til en sund og glad krop. Til de fantastiske kvinder som spørger mig til råds om vægttab, opfordrer jeg altid til en sund kost, styrketræning og en masse sjov dans til, at få pulsen op og dermed forbrænde en masse kalorier, skriver Claudia Rex på sin blog, inden hun tilføjer:

- For mig betyder en tynd krop ikke nødvendigvis en glad krop. Jeg elsker kurver og synes, at kvinder er smukkest, når de dyrker kvindeligheden, er glade og har en god trænet numse. Der er mange forskellige fantastiske kvindekroppe, men den smukkeste er i mine øjne, den sunde kvindekrop.

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_120.png

Sponsoreret indhold