Nyheder12. september 2008

Claire fra ”Klovn”: Voldelig barndom

Den sexede sekretær fra den populære sitcom fik anoreksi og skar i sig selv som følge af en barsk opvækst
Claire er i dag en smuk og selvsikker pige, og det er svært at se, at hun har lidt af anoreksi
Claire er i dag en smuk og selvsikker pige, og det er svært at se, at hun har lidt af anoreksi
 Foto: All Over

Claire Ross-Brown, der er mest kendt som baben og sekretæren fra "Klovn", fortæller for første gang om sin barndom, der bestod af tæsk fra stedfaren og en mor, der intet gjorde for at forhindre det.

Den voldelige opvækst resulterede i, at hun begyndte at skære i sig selv og senere fik anoreksi. Det skriver B.T.

Claires far forlod familien, da hun var seks år gammel, og siden har hun ikke set ham. Kort tid efter fik moren en ny mand, som var politibetjent, og Claire og søsteren fik forbud mod at nævne deres biologiske fars navn.

- Fordi jeg var og er hende, der stiller spørgsmål og kræver svar, var jeg det nemme offer for hans tæsk. Det var hans måde at opdrage på. Næsten som i militæret. Man skulle bare ikke svare igen. Men makke ret. Ellers vankede der, med hånden eller et bælte, siger Claire til avisen.

Som en reaktion på stedfaderens vold og som et råb om hjælp, begyndte den otte-årige Claire at skære i sig selv.

- Første gang fandt jeg et stykke skarpt træ i mit dukkehus og begyndte som en gal at skære og kradse løs på mig selv. Senere brugte jeg andre ting at skære mig med. Det var for at straffe mig selv. Jeg mente, at jeg måtte have noget ondt indeni mig, siden min far bare kunne skride og aldrig komme tilbage igen. Og eftersom min stedfar også fortalte mig, at jeg var så ond, at jeg skulle afstraffes, troede jeg, at det var min egen skyld, fortæller Claire.

Seks år efter volden var begyndt fik hun en spiseforstyrrelse, og langt om længe reagerede hende mor.

Claire Ross-Brown kom til en terapeut og har i gennem 12 år bearbejdet sine traumer.

I dag har hun det godt, og den 29. september udgiver hun CD'en "Complexity", hvor hun har skrevet om nogle af sine barndomsoplevelser.

Sponsoreret indhold