Chokerende video florerer: Var dette synet i kabinen inden Air India-tragedien?
LÆS OGSÅ: Se billedet: Her er den eneste overlevende efter Air India-tragedien
Det er fortsat et mysterium, hvorfor et fly fra Air India pludselig styrtede ned – blot minutter efter det var lettet fra lufthavnen i Ahmedadbad.
Nu hævder en flypassager dog, at der var noget galt med Boeing 787 Dreamliner-flyet, allerede inden det gik på vingerne i den indiske by.
Manden – Akash Vasta – var således ombord på flyet, da det fløj fra Delhi til Ahmedadbad – to timer før det styrtede ned under næste afgang.
Akash Vasta skriver på det sociale medie X, at han ”opdagede flere mystiske ting” ved flyet, og at han valgte at filme det hele, fordi han ønskede at gøre flyselskabet opmærksom på fejlene. Du kan se videoen øverst i denne artikel.
I videoen kan man se, at der var problemer med flere tekniske dele inde i Boeing 787 Dreamliners kabine.
Tv-skærmene virkede ikke, lige som Akash Vasta fortæller, at også flyets klimaanlæg svigtede.
- Aircondition virkede slet ikke. Og som altid virkede tv-skærmene heller ikke, heller ikke knappen hvor man kan tilkalde hjælp fra kabinepersonalet virkede. Intet virker. Intet! Ikke engang lyset virker, fortæller Akash Vasta ifølge News.

Det vides ikke, om Akash Vastas oplevelser på den tidligere flyvning har relevans i forhold til den fatale flyulykke, der indtraf kort efter.
Sikkert er det dog, at alle fly gennemgår en række inspektioner og kontroller, kendt som "turnaround checks" eller preflight/postflight checks, mellem hver flyvning.
Her gennemgår flymekanikere og piloter hele flyet for at sikre, at flyet er sikkert og klar til næste takeoff.
Air India Flight AI171-flyet havde kurs mod London Gatwick-lufthavnen, da det af endnu ukendte årsager styrtede ned kort efter takeoff. Der var 242 passager og besætningsmedlemmer ombord – heriblandt 53 britiske statsborgere og 11 børn.
Ved et rent mirakel har en passager – en britisk statsborger – overlevet flystyrtet. Han er nu indlagt på hospitalet.
Det er i skrivende stund altså uvist, hvad der fik Boeing's 787 Dreamliner-fly til at forulykke. Sikkert er det dog, at flyet kun havde været på vingerne i ganske kort tid, da det tabte højde og forulykkede.
Efterforskerne har netop meddelt, at man har fundet den ene af flyets to sorte bokse.
De sorte bokse - der faktisk er orange, så de er lettere at finde - indeholder vigtige og værdifulde informationer om flyets sidste minutter.
De to separate bokse indeholder den såkaldte Flight Data Recorder, der indeholder de tekniske oplysninger om flyets sidste minutter samt den såkaldte Cockpit Voice Recorder, som er lyden og samtalerne fra cockpittet i flyets sidste minutter.
Disse to bokse kan blive vigtige puslebrikker, når årsagen til styrtet skal findes.