Chok på dansk medie: Avisen.dk fyrer alle journalister

LÆS OGSÅ: Fyret af DR: Får millioner med sig
Tidligere på ugen fik de ansatte på Avisen.dk en chokerende melding.
Her blev de alle fyret.
Det bekræfter chefredaktør Per Kuskner i et opslag på Facebook.
- Ja, som nogle måske allerede har hørt, så er jeg selv og min ufatteligt dygtige redaktion på Avisen.dk blevet opsagt. Vi formåede med stor ihærdighed og "god gammeldags" journalistik at levere – imod alle odds for en størrelse som vores – et kæmpe overskud sidste år, skriver han i opslaget, der fortsætter:
- Men vi er dels blevet ramt af opdateringer fra big tech – dels har vi haft en diskurs i strategien for at løse dette internt på Avisen.dk.
Han fortæller videre, at han ikke ved, hvad der nu skal ske med mediet.
- Vi buldrer videre lidt tid endnu på redaktionen, men hvad Freeway har af strategi og planer for avisen, ved jeg ikke, da jeg ikke selv har været involveret i beslutningen.
- Jeg er meget stolt af min redaktion, men god journalistik og gamle dyder har vist sig ikke at være bæredygtig i denne fagre nye it-verden.
SE og HØR har siden fredag arbejdet på en kommentar fra Freeway-koncernen, der i skrivende stund ikke er vendt tilbage.
Uvis fremtid
Det er derfor uklart, hvad der nu skal ske med Avisen.dk.
Mediet er ejet af Freeway-koncernen, der i 2019 overtog det fulde ejerskab fra A-pressen, som man indtil da havde delt ejerskabet med.
Siden blev Avisen.dk relanceret i 2020, og i august 2024 udtalte Per Kuskner til Mediawatch, at man var på vej til at lande det første overskud nogensinde.
- Vi har virkelig gode tal og har haft det længe. I hvert fald i 2025 skal der være overskud. Jeg håber også, at vi når at få det i år. Tallene tyder på det. Hvis der kommer én krone i overskud, er det fint. Bare der ikke er megaunderskud, som vi har haft længe, lød det.
Selskabet bag, Freeway Media, der ejes af Freeway-koncernen, afleverede i februar sidste år så regnskab for 2024 med en bruttofortjeneste på godt to millioner kroner og et overskud før skat på 599.398 kroner.
Det er ikke offentliggjort, hvordan regnskabet for 2025 så ud.

Med i nyt medie
Freeway-koncernen ejes ultimativt af Morten Ludvig Wagner og hans søn, Morten Oliver Wagner. De er henholdsvis far og bror til Mia Wagner, som tidligere var direktør i firmaet.
Det var koncernen, hun oprindeligt investerede gennem i "Løvens hule", inden hun stiftede Nordic Female Founders.
Freeway står blandt andet bag Dating.dk og Plusbog, ligesom den yngste Morten Wagner også personligt har kastet sig ind i et andet medie.
Han er en del af kredsen af folk, der i sidste år lancerede Projekt Y med ambitioner om at blive Danmarks nye store medie.
Blandt andre navne i det hemmelige projekt er folk som Michael Dyrby, Lars Seier, Lars Tvede, Anders Samuelsen, Morten Messerschmidt og Dot Wessman.
Ifølge det offentlige virksomhedsregister ejer Morten Oliver Wagner mellem 10 og 15 procent af Projekt Y.
Mediet er endnu ikke lanceret, men arbejdet er i fuld gang, lød det i et nyhedsbrev fra redaktør Michael Dyrby tidligere i år.
Der er dog ingen sammenhæng mellem fyringerne og den kommende lancering af Projekt Y, lyder det fra direktør for sidstnævnte, Torben Rene Larsen.
SE og HØR arbejder fortsat på en kommentar fra Freeway-koncernen.