Nyheder6. februar 2024 (opd. 6. februar 2024)

Chiles tidligere præsident Sebastián Piñera dræbt i en helikopterulykke

Chiles tidligere præsident blev 74 år. Sebastián Piñera var Chiles præsident to gange - senest i 2022
Chiles tidligere præsident Sebastián Piñera er død i en helikopterulykke.
Chiles tidligere præsident Sebastián Piñera er død i en helikopterulykke.
 Foto: Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix

Chiles tidligere præsident Sebastián Piñera er dræbt i en helikopterulykke.

Det bekræfter Chiles indenrigsminister og Piñeras kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det er med dyb beklagelse, at vi meddeler, at Chiles tidligere præsident er død, skriver Piñeras kontor i en meddelelse.

Indenrigsminister Carolina Toha tilføjer, at liget af den tidligere præsident er fundet og bjærget fra ulykkesstedet.

Der var fire personer om bord i helikopteren. De tre andre overlevede, men er kvæstede. Der er ikke umiddelbart oplysninger om deres tilstand.

Ud over at være en succesrig forretningsmand og milliardær var 74-årige Sebastián Piñera også Chiles præsident to gange. Først fra 2010 til 2014, og siden fra 2018 til 2022.

Han får en del af æren for at have skabt hurtig økonomisk vækst og have nedbragt ledigheden i det latinamerikanske land under sin første embedsperiode.

Det skete på et tidspunkt, hvor flere andre lande i regionen oplevede økonomisk nedgang.

Sebastián Piñeras anden periode var præget af voldelige demonstrationer mod den økonomiske ulighed i Chile.

Det førte til beskyldninger om krænkelser af menneskerettighederne og fik Piñeras regering til at love at ændre i forfatningen.

Den nu afdøde præsident var kendt som et energisk konkurrencemenneske.

En af hans venner har beskrevet ham som lidt af en eventyrer, der godt kunne lide at dykke dybt ned i havet og insisterede på selv at være pilot på sin helikopter.

Det er endnu ikke oplyst, om Piñera selv sad ved styrepinden, da hans helikopter tirsdag styrtede ned i området omkring byen Lago Ranco.

Det er et populært feriested, der ligger knap tusind kilometer syd for hovedstaden, Santiago.

Chiles nationale katastrofeberedskab, Senaprad, havde forinden bekræftet ifølge Reuters, at en helikopter er styrtet ned i dette område.

Ulykken skete kort før klokken 15 lokal tid tirsdag, skriver mediet. Det er klokken 19 dansk tid.

Sponsoreret indhold