Nyheder29. august 2022

Chikane og trusler: Ingen afgange fra Bornholms Lufthavn mandag

Intet bliver som først planlagt

Der bliver alligevel ikke fløjet til og fra Bornholms Lufthavn mandag. Det oplyser luftfartsselskabet DAT, der var det eneste selskab, der stod til at have afgange fra lufthavnen mandag.

Søndag lød det, at nogle medarbejdere ville møde ind mandag og bemande lufthavnen i en sådan grad, at nogle fly kunne afgå.

Men DAT er blevet oplyst, at de pågældende medarbejdere siden søndag er blevet mødt med chikane og trusler, der gør, at de alligevel ikke er mødt på arbejde.

Medarbejderne, der arbejder med bagagehåndtering og sikkerhed, nedlagde arbejdet fredag. Det skete i protest over fastkørte lønforhandlinger med ledelsen.

De strejkende medarbejdere blokerede lørdag morgen for, at andre medarbejdere kunne åbne lufthavnens sikkerhedstjek. De strejkende har mistanke om, at sikkerhedsreglerne ikke overholdes, hvis lederne overtager arbejdet.

Søndag oplyste luftfartsselskabet DAT og Trafikstyrelsen, at der var stablet et nødberedskab på benene til at åbne lufthavnen mandag.

Men mandag morgen er virkeligheden altså en anden: Alle afgange af aflyst. Der var planlagt fem afgange til København og en til Billund. Den anden vej skulle der komme syv fly fra København og et fra Billund.

Tidligere har Trafikstyrelsen meddelt, at hvis ikke de strejkende medarbejdere møder ind mandag, vil de blive trukket i Arbejdsretten. Det har ikke været muligt mandag morgen at få fat i Trafikstyrelsen for at høre, om det bliver tilfældet

Sponsoreret indhold