Nyheder14. august 2023

Chelsea henter Moisés Caicedo

Der var rift om den nyslåede Chelsea-spiller
Moisés Caicedo skifter fra Brighton til Chelsea.
Moisés Caicedo skifter fra Brighton til Chelsea.
 Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

En monstrøs handel faldt mandag på plads i Premier League.

På klubbens hjemmeside skriver Chelsea, at det er lykkedes at hente ecuadorianeren Moisés Caicedo hos ligakonkurrenten Brighton.

Ifølge både Sky Sports og BBC Sport betaler London-klubben i første omgang 100 millioner pund svarende til 865 millioner kroner for midtbanespilleren.

Afhængig af præstationerne kan beløbet stige med yderligere 15 millioner pund, og det vil ifølge BBC gøre det til den største handel for en britisk klub.

Der har i løbet om sommeren været forlydender om interesse fra både Liverpool og Chelsea, og fredag indikerede Liverpool-manager Jürgen Klopp, at man var tæt på at sikre sig det 21-årige stortalents underskrift.

Men Caicedo endte altså på Stamford Bridge.

- Jeg er så glad for at komme til Chelsea. Jeg er spændt på at være i den her store klub, og jeg tænkte ikke to gange over det, da Chelsea ringede.

- Jeg vidste, at jeg ville skrive under med klubben. At komme hertil er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg kan ikke vente med at begynde på holdet, siger nyindkøbet til Chelseas hjemmeside.

Moisés Caicedo har fået en kontrakt af otte års varighed.

Chelsea har været på udkig efter forstærkninger efter den miserable sæson, hvor holdet sluttede på 12.-pladsen i den bedste engelske række.

Allerede i januar havde ejerkredsen bag Chelsea i den grad spenderbukserne på og hentede profiler som ukrainske Mykhailo Mudryk og argentineren Enzo Fernandez for mere end to milliarder kroner.

I det igangværende transfervindue har storklubben kastet penge efter Christopher Nkunku, Axel Disasi, Nicolas Jackson, Lesley Ugochukwu, Robert Sánchez og Angelo.

Til gengæld har man tjent penge ved at sælge en stor del af truppen. Blandt andet er Kalidou Koulibaly og Edouard Mendy sendt til klubber i Saudi-Arabien.

Chelsea indledte sæsonen ved at spille 1-1 mod Liverpool.

Sponsoreret indhold