CHARME-PRINSER

Især han og græske prins Nikolaos var i kongelig topform. Selskabet, der ud over den norske kongefamilie også talte den svenske kronprinsesse Victoria, lagde allerede fredag aften ud med en mindre privat sammenkomst. Humøret var stadig højt, men øjnene begyndet at være røde, da Frederik & co. ved ettiden endelig tog tilbage til det lokale SAS Hotel, hvor de fleste af gæsterne under skarp bevogtning havde belejret 4. sal. Lørdag, Märtha Louises fødselsdag, startede med sejltur og rundvisning på Bryggen - byens smukke havn. Senere kom gallatøjet frem fra kufferterne, og det fornemme selskab rev endnu en aften ud af kalenderen - denne gang til officiel fødselsdagsmiddag på havnebyens gamle fæstning, Bergenhus. Frederik morede sig tydeligvis i selskab med sin legekammerat Nikolaos, som dog også tog sig tid til lidt flirteri med både Victoria og kongefamiliens nyeste medlem, Mette-Marit. Begge de herrer var dog uden kvindeligt selskab, både da de kort efter midnat vendte tilbage til hotellet, og da de dagen efter fulgtes hjem i flyet.