Nyheder13. marts 2010

Chanee & N’evergreen: Oversolgt

Manageren for de danske Melodi Grand Prix-vindere har ingen problemer med sandheden, når han skal sælge sine stjerner
Chanee & N'evergreen er store stjerner østpå, siger deres manager - russerne ved det bare ikke
Chanee & N'evergreen er store stjerner østpå, siger deres manager - russerne ved det bare ikke
 Foto: All Over

Selv om N'evergreen selv var meget hurtigt ude og fortælle, hvor stort et navn han er i Rusland og dets randstater, så er det en sandhed med modifikationer.

I alle tilfælde er det ikke ensbetydende med uhæmmet og ukritisk falden på halen for de danske Melodi Grand Prix-vindere derovre øst på.

Heller ikke selv om vinderparret Chanee & N'evergreens danske manager, Stig Ulrichsen, netop har påstået, at de ligger nummer 1 i Østeuropa efter, at deres sang er blevet udsendt der.

Forleden oplyste han, at "In A Moment Like This" lå nummer 1 blandt downloads til radiostationerne på den russiske portal tophit.ru, der leverer hits til 420 radiostationer i primært Rusland og de omkringliggende lande.

Men det passer ikke, viser en opringning til tophit.ru.

- Den sang er ikke med i nogle af vores top 10-lister, og den kunne jo heller ikke være så højt oppe, da den først er blevet tilgængelig for lidt over en uge siden, siger portalens manager Irina Peskova til jp.dk.

Hun understreger dog, at sangen klarer sig godt.

- Jeg kan se, at den er blevet downloadet af hele 108 af de i alt 420 radiostationer, som vi arbejder sammen med. Det er et meget godt resultat for en sang, der ikke har været tilgængelig i særlig lang tid, siger hun.

Sponsoreret indhold