Nyheder17. marts 2009

Cecilie Frøkjær: Stopper på ”Go' morgen Danmark”

Den populære TV-vært er træt af at skulle kombinere morgenvagter med det at være enlig mor
Danskerne må undvære Cecilie på skærmen om morgenen
Danskerne må undvære Cecilie på skærmen om morgenen
 Foto: All Over

- Jeg er i en situation i mit liv, hvor jeg enten er mor eller morgenvært. Der er som alenemor med to børn og et vækkeur, der ringer kl. 4.15, ikke plads til noget som helst andet, og det hele går op i planlægning, praktik og logistik. Jeg har helt personligt brug for, at jeg ikke hele tiden skal kigge på klokken - og for at kunne gå i seng efter kl. 21.00, siger Cecilie Frøkjær og fortsætter:

I 12 år har hele Danmark kunnet stå op sammen med Cecilie Frøkjær, men til efteråret er det slut.

- Det har været en vanvittigt svær beslutning, for jeg har det stadig smaddersjovt på arbejde. "Go' morgen Danmark" er et fantastisk program, og jeg er så glad for alle mine gode kolleger både på redaktionen og i studiet, som er med til at sejle skibet i havn hver morgen. Men nu ønsker jeg at tænke lidt mere på den private Cecilie og berige mit liv med noget andet. Jeg er glad for, at jeg har nået at opleve programmet træde ind i en ny form og kan konstatere, at "Go' morgen Danmark" nu har flere seere - og de vil være i trygge hænder fremover.

Cecilie Frøkjær stopper på "Go' morgen Danmark" pr. 1. august, men hun fortsætter på TV2. Hvilke programmer, hun derefter skal stå i spidsen for, er endnu ikke besluttet, fortæller TV2's programchef:

- Jeg er meget ked af, at jeg ikke har kunnet overtale Cecilie til at blive på "Go' morgen Danmark", men er glad for, at hun har været med til at løbe den nye version af programmet så fint i gang. Cecilie er en institution på danskTV, og det gode er, at vi har papir på hinanden. Cecilie er ansat på TV2, og jeg kan godt love, at hun også fremover vil præsentere sin gode journalistik og sit uovertrufne nærvær i programmer her på TV2, siger Keld Reinicke.

Morten Resen får ny makker

Cecilie Frøkjærs faste morgenmakker, Morten Resen, fortsætter på programmet og vil fra 1. august tone frem på skærmen i selskab med en ny kollega. Kamilla Walsøe og Anders Breinholt vil fortsat være det andet morgenpar på TV2.


Sponsoreret indhold