Cecilie Frøkjær: Jeg skal til at lære at sove længe
Der var masser af tårer. Vemodige og glade. Og Cecilie havde faktisk besluttet sig til bestemt ikke at græde for åben skærm.
- Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville græde under udsendelsen. Men det holdt jo slet ikke, siger Cecilie Frøkjær til BT efter hun fredag morgen sluttede sin 12-årige karriere på Go' Morgen Danmark.
TV 2-udsendelsen blev præget af Michael Jacksons død, men naturligvis også Cecilies gamle kolleger - Jes Dorph Petersen og Michael Meyerheim - der kom i studiet for at sige farvel.
Nu er der så dømt ferie og selvvalgt orlov frem til januar, før vi igen får Frøkjær at se på skærmen.
- Jeg skal nyde sommeren nu, og så har jeg helt skærmfri i efteråret. Der plejer lige at gå nogle dage, hvor jeg ikke kan sove længe, men det skal jeg nok vænne mig fra. Og så skal jeg sammen med TV 2 finde ud af, hvad jeg skal lave til januar, siger hun til avisen.