Nyheder12. januar 2010

Cecilie Frøkjær: Dobbelt-tæsk

Seerne foretrak ”X Factor” frem for ”Den nøgne sandhed”, og seernes redaktør raser over blåstempling af den voldssigtede Susan K
Det er svært at forstå, men Cecilie er stadig single
Det er svært at forstå, men Cecilie er stadig single
 Foto: TV2

På redaktionen for "Den nøgne sandhed" gik de sikkert rundt og jublede, da de syntes, at de virkelig havde fået et scoop til fredagens udsendelse, hvor den netop løsladte realitykendis Susan K stillede op til et interview.

Men det var så som så med scoopets effekt.

Faktisk får Cecilie og redaktionen dobbelt-tæsk for at satse på netop det.

Seerne svigtede, og seernes redaktør, Lars Bennike, er bestemt ikke imponeret over, at det "lykkedes" at få et kendt hoved i studiet, som så oven i købet meddelte, at hun ikke ville tale om den voldsforbrydese, hun er sigtet for.

- For den 20-årige garderobedame, som blev skamferet i ansigtet ved overfaldet, må det unægtelig føles temmelig krænkende at se Susan K. Nielsen modtaget med jubel i studiet, hvor hun - til klapsalver og latter fra bænkerækkerne - indviede seerne i, at kvinder er "kamphysteriske", skriver den vrede redaktør ifølge Ekstra Bladet, som ydermere udtaler:

- I dette tilfælde må redaktionen på forhånd have vidst, at Susan K. Nielsen ikke ville svare på detaljerede, kritiske spørgsmål om voldssagen, så det kommer nemt til at ligne ren spekulation i seertal fra TV2's side. Det er ikke klædeligt, skriver han.

Nu er de danske TV-seere øjensynligt ikke så nemme at løbe om hjørner med. I alle tilfælde hoppede de ikke på Susan K. Nielsen, som én, der skulle være specielt interessant at høre på.

"Den nøgne sandhed" blev ikke den seermagnet, som Cecilie og programledelsen fra Kvægtorvet havde håbet på. Kun 575.000 danskere valgte at slå over på Cecilie Frøkjær fredag af, hvor der traditionelt er rigtig mange danskere, som sidder og drikker .. kaffe ved husalteret.

En god forklaring er naturligvis også, at Danmarks Radio på samme tid sender "X Factor", der igen trak over 1,5 mio. seere, og dermed er det ubestridt det mest succesfulde liveprogram i øjeblikket.

Sponsoreret indhold