Nyheder7. januar 2022

Cavlingprisen går til dækning af danske børn i fangelejre

Fire Ekstra Bladet-journalister modtager Cavlingprisen for artikler om danske kvinder og børn i fangelejre
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200103-184759-3-1920x1279we_0.jpg
 Foto: Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix

Cavlingprisen tildeles journalisterne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio fra Ekstra Bladet for deres dækning af sikkerhedsvurderinger om danske børn i fangelejre.

Det siger journalist Tine Gøtzsche fredag i en liveudsendelse fra uddelingen.

- Gennem vedholdende arbejde og fortrolige efterretningsoplysninger har de afsløret, at magthaverne har tilbageholdt væsentlig viden om de danske børn i de kurdiske fangelejre, skriver Cavlingkomitéen i sin præsentation af projektet.

Regeringen er efterfølgende blevet kritiseret for ikke at have delt efterretningstjenesternes vurderinger af, hvorvidt det udgjorde den største trussel mod Danmark at lade børnene blive i lejrene eller bringe dem til Danmark.

Vinderen af Cavlingprisen udpeges af en særlig komité, der vælges for tre år ad gangen.

Komitéen peger på blandt andet på en unik adgang til informationer og en sober formidling af et meget politisk emne.

Sponsoreret indhold