
Der er langt fra hjemmet i overklasse- London til Kvickly i Svendborg. Og endnu længere fra baronessens sædvanlige Chanel-dragter til hendes yderst landlige påklædning, når hun turnerer i lokalområdet nær Valdemars Slot.
35-årige Caroline Fleming holder for tiden sommerferie i sit barndomshjem på Tåsinge sammen med sine tre børn, Alexander på syv år, Josephine på fire og Nicholas på syv måneder.
Så den står på ren afslapning for den lille familie. Fredag tog den blonde baronesse således en tur i Kvickly i Svendborg sammen med baby-Bendtner, hans storesøster og børnenes barnepige.
Turen startede fint, indtil lille Nicholas hysterisk begyndte at skrige. En smule klynken var dog ikke nok til at slå jernkvinden Caroline ud af kurs. Hun stak sin utrøstelige søn en rosinbolle, så turen kunne fortsætte i et roligere toneleje.
Efter at have tumlet rundt i supermarkedet bevægede firkløveret sig målrettet mod kassen, hvor Nicholas igen havde behov for at teste sine lungers kraft.
Denne gang havde den hotte mama dog ikke mad ved hånden, så mens hun forsøgte at berolige sin lille guldklump, måtte familiens barnepige kæmpe en vild kamp med kassebåndet og indkøbsposerne.
Først da alt var pakket og klart, kunne Caroline rive sig væk fra den blonde bulderbasse for at betale for de mange indkøbte varer.

Alle mødre ved, hvor svært det er at balancere grænsesøgende
babyer og indkøbskurven. Så ganske belejligt, at baronessen har
en effektiv barnepige (Foto: Privat)