Nyheder31. marts 2023

Camilla Boraghi er midlertidig vært på "Tæt på sandheden"

Jonathan Spang er tilbage efter påske, og Camilla Boraghi overtager værtstjansen i mellemtiden
Jonathan Spang har givet værtstjansen i "Tæt på sandheden" videre for en kort periode.
Jonathan Spang har givet værtstjansen i "Tæt på sandheden" videre for en kort periode.
 Foto: Jeppe Michael Jensen

Efter en uges pause vender satireprogrammet "Tæt på sandheden" tilbage på skærmen.

Men programmets vært tager en pause, og i stedet kommer et kendt ansigt fra "Tæt på sandheden" ind og overtager tjansen midlertidigt.

Jonathan Spang har nemlig overladt værtsrollen til programmets faste reporter Camilla Boraghi, der har et fast indslag undervejs i hver af udsendelserne. Denne gang skal hun så styre slagets gang.

Det bekræfter Jonathan Spang på sin Facebook-profil.

"På lørdag er Tæt på sandheden tilbage med Camilla Boraghi bag skrivebordet. Dels er hun kampdygtig, og dels har jeg brugt hele tiden på at tale med Danmarks Radio om vores indslag og interview med Ahmed Samsam", står der.

"Tæt på sandheden" udgik sidste lørdag. Her lød forklaringen fra programmets redaktør, Lasse Bjørch, at man ikke kunne nå at blive færdig med indslaget om Ahmed Samsam, som hævder, at han har været agent for PET, mens han var en del af Islamisk Stat.

Jonathan Spang havde derimod en anden forklaring. Komikeren fortalte til Ekstra Bladet, at "Tæt på sandheden" udgik, fordi "DR havde strammet deres krav omkring et specifikt indslag om Ahmed Samsam så meget, at vi ikke har mulighed for at efterkomme det".

Jonathan Spang er tilbage i værtsstolen efter påske.

Camilla Boraghi er vært for denne uges "Tæt på sandheden".
Camilla Boraghi er vært for denne uges "Tæt på sandheden".
 Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Sponsoreret indhold