Nyheder27. januar 2024

Californien tvinger børn til at skrive i hånden

Børn i Californien kan se frem til at lære en af de gamle dyder, der har været forsvundet i staten siden tablets og smartphones gjorde deres indtog
Skråskrift
Skolebørn i den amerikanske delstat i USA bliver nu tvunget til at lære at skrive i hånden.
 Foto: Colourbox

En generation af børn, som er vokset op med smartphones og tablets, skal lære at skrive, som deres bedste- og oldeforældre lærte det, før computere og touchscreens blev en del af alle børns hverdag.

Det har den amerikanske delstat Californien besluttet, og derfor er det blevet lovpligtigt for californiske skoler at undervise i skråskrift.

Ifølge eksperter er der flere fordele ved at lære skråskrift. Det øger børns kognitive udvikling og forbedrer deres evne til at forstå det, de læser. Desuden gavner det også deres finmotorik.

På Orangethorpe Grundskole i den californiske by Fullerton sydøst for Los Angeles underviste Pamela Keller allerede sine elever i 4. til 6. klasse i skråskrift, inden det blev lovpligtigt.

Hun fortæller, at nogle af børnene har klaget over, at det er svært at lære. Men efterhånden får de blod på tanden.

- Vi fortæller dem, at det kommer til at gøre jer klogere, det skaber nogle forbindelser i jeres hjerner, og det kommer til at hjælpe jer med at komme op på et højere niveau.

- Og så bliver de begejstrede, for eleverne vil gerne være kvikkere. De vil gerne lære, siger Pamela Keller.

Loven om undervisning i håndskrift blev vedtaget i oktober i Californien og trådte i kraft 1. januar. Ifølge den skal alle skolebørn fra 1. til 6. klasse trænes i håndskrift. Det drejer sig om cirka 2,6 millioner børn.

Fra tredje klasse og op skal børnene lære skråskrift.

Californien er den 22. delstat i USA, der har gjort undervisning i skråskrift obligatorisk. Fem stater har indført love om skråskrift bare i 2024.

Teknisk set havde skråskrift en plads i skolesystemet i Californien, inden den nye lov trådte i kraft. Der var således et mål om, at børn lærer skråskrift, men det var ikke et krav.

Sponsoreret indhold