Nyheder25. november 2022

Cafékæde ville ikke tage imod kontanter: Nu får Original Coffee bøde

Københavns Byret har afgjort, at det var i strid med betalingsloven, at cafékæden ikke tog imod kontanter
Original coffee får bøde
Original Coffee ApS får nu en bøde for at have afvist at modtage kontant betaling.
 Foto: Colourbox

I fire måneder var det ikke muligt at betale med kontanter hos cafékæden Original Coffee, og det fik en række kunder til at sende klager til Forbrugerombudsmanden.

Efter en indskærpelse overfor Original Coffee modtog Forbrugerombudsmanden dog stadig klager fra kunderne, og det fik den til at anmelde cafékæden i 2021.

Det skriver Forbrugerombudsmanden.

"Caféen begrundede blandt andet afvisningen af kontant betaling med covid-19-pandemien, manglende byttepenge og risikoen for indbrud. Kæden indførte kontant betaling i caféerne den 1. februar 2022," skriver Forbrugerombudsmanden.

Nu har sagen så været for Københavns Byret, og retten har afgjort, at det var i strid med betalingsloven, at kunder i en periode ikke kunne betale med kontanter hos kæden.

- Medmindre der er tale om selvbetjening eller handel på nettet, skal forbrugerne kunne betale med kontanter. Det følger af kontantreglen, og den skal naturligvis efterleves ligesom al anden lovgivning, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Sådan lyder lovgivningen

Ifølge betalingslovens § 81, stk. 1, har betalingsmodtagere pligt til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis de modtager betaling med betalingsinstrumenter såsom betalingskort eller mobilbetaling.

Pligten til at modtage kontakter gælder ikke ved fjernsalg, for eksempel via internettet. Kontantreglen gælder heller ikke ved betalinger i ubemandede selvbetjeningsmiljøer, som for eksempel ubemandede benzinstationer, jf. betalingslovens § 81, stk. 2.

Betalingsmodtagere, der er beliggende i et af de områder, som erhvervsministeren har udpeget som særligt røveriudsatte områder, kan begrænse deres modtagelse af kontanter til tidsrummet mellem kl. 06.00 og 20.00. I så fald skal betalingsmodtageren opsætte skilte herom. Det fremgår af betalingslovens § 81, stk. 3.

Overtrædelse af kontantreglen kan straffes med bøde, jf. betalingslovens § 152, stk. 2.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Cafékæden har modtaget en bøde på 40.000 kroner.

Retten lagde vægt på, at cafékæden gentagne gange var blevet gjort opmærksom på reglerne, uden at ændre på det, og taget i betragtning af at Original Coffee er en kæde med 11 caféer og en større omsætning.

Retten afviste at covid-19 kunne berettige afvisningen af kundernes kontante betaling.

Sponsoreret indhold