Nyheder20. juli 2022

Café fik bøde og sur smiley på grund af en "sund" kage

En café i Holstebro har fået en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley for at servere en “sund” kage
Kaffeladen har fået en sur smiley for at sælge muffins som sunde kager. nbsp;
Kaffeladen har fået en sur smiley for at sælge muffins som sunde kager.
 Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

En bøde på 5.000 kroner og en sur smiley.

Sådan lød straffen til café KaffeLaden i Holstebro.

Årsagen var der dog hverken manglende rengøring eller for gammel mad.

KaffeLaden fik i stedet en bøde, fordi de skiltede med “sunde” kakaomuffins.

Og det må man ikke, når kagerne ikke er "specifikt godkendt til sundhedsanprisning".

Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Fødevarestyrelsen har altså valgt at straffe caféen med bøde og sur smiley, fordi de ikke mener, at der er belæg for, at kagen er sund.

Cafeens ejer er lettere chokeret over afgørelsen:

– Den er laktosefri, den er glutenfri, og der er ingen sukker i. Derfor kalder vi den for en sund kakaomuffin. Jeg spurgte, om jeg så måtte kalde den sukkerfri, men det må jeg heller ikke, fordi der er dadler i, og det har naturligt sukker i, fortæller Rie Møller, som er daglig leder hos KaffeLaden, til Dagbladet Holstebro Struer.

Hun tilføjer, at hun er ked af, at butikken nu har en sur smiley hængende:

– Jeg tror godt, at nogen kan tro, at det hele så er galt. Når de ser den sure smiley, så kan de tænke, at der ikke er styr på noget som helst, og at de i hvert fald ikke skal derind, fortæller Rie.

Sponsoreret indhold