Nyheder4. februar 2019

Bytur gik helt galt: Kaldte ham for ’neger’

På en bar i Aarhus diskuterede fire personer, hvornår man kan bruge ordet ’neger’. Det endte med, at en 18-årig mand blev slået i hovedet med en flaske og knytnæveslag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20140221-100640-5_51mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

Der var ikke mange smil rundt om bordet, da fire personer snakkede om, hvornår man må bruge ordet ’neger’ om andre personer på Bar Smil i Skt. Clemens Stræde i Aarhus natten til søndag.

To unge mænd havde lørdag aften efter en lang tur i byen besluttet sig for at tage en enkelt mere, da de faldt i snak med to mænd og kvinde på baren i centrum af Aarhus.

Ifølge den 18-årige foregik snakken ganske stille og roligt, da han ville høre de to mænd, der var af afrikansk udseende, om brugen af ordet ’neger’ var okay.

Men det var ikke alle ved bordet, som fandt det passende.

Østjyllands Politi oplyser, at den ene af de to mænd svingede en spiritusflaske rundt og ramte den 18-årige i hovedet.

Men slaget med flasken var ikke nok. Manden tildelte også den 18-årige slag i hovedet med en knytnæve.

Kvinden i selskabet forsøgte at holde manden tilbage, der slog den 18-årige.

Knuste tænder

Den 18-årige, der nu må have været rimeligt ilde tilredt, ville nu fortælle til gerningsmanden, at havde ødelagt hans tænder.

Samtidig ville han også undskylde for, hvis han var blevet sur over, at han havde kaldt ham for ’neger’.

Det skulle han ikke have gjort.

Igen blev den 18-årige tildelt flere slag i hovedet af manden, der er af afrikansk udseende. Herefter forlod de to mænd og kvinden Bar Smil.

Østjyllands Politi efterlyser nu de tre personer, der forlod Bar Smil. De tre personer beskrives som:

A – ham der slog:

  • Mand
  • 25-30 år
  • Afrikansk af udseende
  • Normal kropsbygning
  • Havde tykke, tilbagestrøgne dread-locks til midt på ryggen
  • Fladt ansigt, bred næse med næsering i midten og to ringe i det ene næsebor
  • Begge øjenbryn havde symmetriske markeringer i siden
  • Iført grøn lang jakke, jeans med huller og hættetrøje

B:

  • Mand
  • 25-30 år
  • Afrikansk af udseende
  • 190 cm høj
  • Spinkel af bygning
  • Smalt ansigt
  • Helt kort hår
  • Iført stramme bukser

C:

  • Kvinde
  • 30-35 år
  • Dansk af udseende
  • 165 cm høj
  • Normal af bygning
  • Iført lang, sandfarvet trenchcoat

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Sponsoreret indhold