Nyheder 27. november 2021

Butiksansatte får lov til at droppe mundbind

Med gyldigt coronapas behøver ansatte i detailhandlen ikke at bære mundbind, når de er på arbejde
Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Ansatte i detailhandlen kan slippe for at bruge mundbind, hvis virksomhederne stiller krav om, at de viser coronapas.

Det har Folketingets Epidemiudvalg bakket op om, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet Fagbevægelsens Hovedorganisation, som repræsenterer 1,3 millioner medlemmer, der har efterspurgt en mere fleksibel ordning for ansatte i detailhandlen.

- Man skal huske på, at de ansatte skal have mundbindet på hele dagen. Det er efter min mening unødvendigt indgribende, når vi har coronapas, sagde formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse torsdag.

Dermed kan man fra mandag den 29. november, hvor kravet træder i kraft, opleve, at man i en dagligvarebutik kan se butiksansatte med mundbind, mens de ansatte i dagligvarebutikken ved siden af går rundt uden, fordi de i så fald har vist et gyldigt coronapas.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Muligheden for at virksomheder kan erstatte kravet om mundbind eller visir med et gyldigt coronapas gælder for dagligvarebutikker, indendørs markeder, indkøbscentre, stormagasiner, basarer, arkader og takeawaysteder.

Sponsoreret indhold