Nyheder23. august 2023

Busulykke i det centrale Mexico: 16 personer er døde

Foruden de omkomne er flere kvæstede, efter at en bus kørte sammen med en trailer i Mexico
Ulykken skete, da en bus med 52 passagerer om bord kørte sammen med en trailer.
Ulykken skete, da en bus med 52 passagerer om bord kørte sammen med en trailer.
 Foto: Ritzau Scanpix

15 mexicanere og en venezuelaner er døde efter en trafikulykke i det centrale Mexico tidligt tirsdag.

Det oplyser repræsentanter fra Mexicos migrationsinstitut, INM, i en udtalelse.

Ulykken skete, da en bus med 52 passagerer om bord kørte sammen med en trailer.

Omtrent 36 af passagerne blev kvæstede og er blevet overført til hospitalet.

Ni af de kvæstede er venezuelanere, og af dem er tre fortsat indlagt på hospitalet.

Ti af passagerne fra Venezuela havde aftaler om at søge lovlig indrejse i USA.

Tidligere skrev lokale medier, at størstedelen af de dræbte var migranter fra Venezuela.

I en video på det sociale medie X, der tidligere var kendt som Twitter, kan man se en ødelagt hvid bus, der ligger på siden, mens redningsarbejdere arbejder i mørket.

Salomón Jara, guvernøren i delstaten Oaxaca, hvor ulykken fandt sted, bekræfter ulykken på X.

- Vores kondolencer går ud til ofrenes familier, som vi lover komplet opbakning, skriver han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Mexico har på det seneste været ramt af flere busulykker med mange døde til følge.

Tidligere i august forulykkede en anden bus og dræbte mindst 15 mennesker i delstaten Nayarit.

Det skete ifølge lokale medier, da bussen kørte af motorvejen og ned i en slugt.

I juli mistede 20 personer livet, efter at en bus faldt ned i en kløft. Det skete også i delstaten Oaxaca.

Samme uge mistede otte personer livet, efter at en bus væltede, oplyste de mexicanske myndigheder ifølge det amerikanske medie NBC DFW.

Tusindvis af sydamerikanske migranter bevæger sig hvert år gennem Mexico mod grænsen til USA for at flygte fattigdom.

Det sker ofte via tvivlsomme transportmidler for at undgå myndighedernes søgelys.

Sponsoreret indhold