Nyheder18. december 2009

Bubber: Løsladt igen

TV2-værten gav den som Greenpeace-aktivist og har tilbragt en nat i fængsel
Bubber har måttet tilbringe natten i klimafængslet i Valby
Bubber har måttet tilbringe natten i klimafængslet i Valby
 Foto: All Over

Bubber er blevet sat i klimafængsel i Valby.

Det skete, da han i aftes var på arbejde og fulgte en gruppe Greenpeace-aktivister. De blev stoppet og flere arresteret, da de tæt på Christiansborg var ved at sætte plakater op i en lygtepæl.

Siden har han så tilbragt natten i bur i 12 timer på Retortvej i Valby.

Nu er han atter på fri fod og glad derfor. Han har imidlertid taget natten i hotel gitterly med godt humør.

- Det er dejligt at være på fri fod igen. Men betjentene har alle været søde, og det har ikke været så slemt, siger han til BT.

Søvn har han dog ikke fået meget af.

- Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, og jeg lå hele tiden og ventede på, at BS skulle komme og befri mig, siger han.

Niels Christian Meyer, som han egentlig hedder, var sammen med en fotograf ved at lave en specieludgave af "Danmark ifølge Bubber", hvor de under hele COP15 klimatopmødet har fulgt aktivisterne.

Da politiet tog affære, røg Bubber altså med til klimafængslet i Valby.

- Han var ikke oppe at kravle i lygtepælen, forklarer Sune Roland, faktachef på TV2, til Ekstra Bladet.

- Bubber har fulgt Greenpeace under hele COP15, og forholdsordren har hele vejen igennem været, at han ikke måtte deltage i noget, som kunne udvikle sig til ulovligheder. Derfor stod han passivt og så til, siger Sune Roland.

Bubbers kone, Christina Meyer Ibsen, har det helt o.k. med, at han er blevet anholdt.

- Han har prøvet værre ting end end nat i fængsel, forklarer hun til B.T.

- Det har jeg det helt o.k. med. Hvis man går ind i sådan noget, så må man tage med, at man kan blive anholdt. Han skal jo ikke forfordeles, siger hun.


Sponsoreret indhold