Nyheder31. marts 2009

Bubber: I swingerklub

TV-værten smider tøjet og hæmningerne i en ny reportageserie
Bubber har ikke lyst til at "dele" sin kone med gæsterne i swingerklubben
Bubber har ikke lyst til at "dele" sin kone med gæsterne i swingerklubben
 Foto: TV2

Bubber har skiftet bøssen og BS ud og kaster sig ud i nye udfordringer i serien "Danmark ifølge Bubber".

TV-værten bryder en lang række tabuer og også egne grænser, når han besøger så forskellige miljøer som et fængsel, en swingerklub, en sekt, transvestit- og dragqueen-miljøet og en gruppe alkoholikere.

Reportageserien er Bubbers egen idé, og det har været vigtigt for ham, at han ikke bare skildrer forholdene, men selv bliver en del af miljøet.

- Jeg er ikke forudindtaget, men går ind i miljøet med åbent sind og har ingen hæmninger med at stille spørgsmål, fortæller Bubber.

Og selv om han ikke møder mange vilde dyr denne gang, kan han godt komme til at ryste lidt i bukserne …hvis han altså har nogle på …

Bubber synes, det var meget grænseoverskridende, da han skulle hjælpe til i swingerklubben med at spritte af og samle de brugte kondomer sammen.

Og så blev han godt gammeldags genert over gæsternes meget ligefremme samtaler.

- De siger hele tiden, at de skal ud at "sexe", og de gør det alle vegne. Der er ingen steder, der er private. Hvis døren står på klem, er det tilladt at gå ind og være med, og hvis døren er lukket, er der alligevel mulighed for at kigge ind, siger Bubber med et skævt smil og slår fast, at han absolut ikke er forarget.

Hvor langt Bubber tør gå, kan seerne selv få vished for, når programmet går i luften den 15.april på TV2.


Sponsoreret indhold