B.S. Christiansen udfordrer parforholdet: Kom ud af komfortzonen

B.S. Christiansen

B.S. Christiansen

(Foto: BS&CO/TV2)

Et godt parforhold kan man ikke tage som en selvfølge. Det er B.S. Christiansen slet ikke i tvivl om.

– Jeg kan godt lide at sammenligne et godt parforhold med et bål. Der skal gnister til at tænde et bål, og så skal det passes, skærmes for vinden og vedligeholdes. Hvis man forlader et bål, går det ud. Man er nødt til at bære tørt nærende brænde til bålet – og holde øje med, at den dyrebare flamme brænder godt. Sådan er det også med kærligheden, siger den tidligere jægersoldat til SE og HØR.

I 40 år har B.S. arbejdet med menneskelig udvikling. Her har han erfaret, at et velfungerende parforhold og familieliv er et godt udgangspunkt for et godt liv. Desværre går halvdelen af de danske ægteskaber i opløsning.

Det sætter han fokus på i TV2’s ”BS & ægteskabsprøven”.

– Vi drømmer jo alle om at have et parforhold, som fungerer. Vi drømmer om at finde en partner, som elsker os, akkurat som vi er, med alle vore fejl og mangler. Men vi ved også alle sammen, at det er lettere sagt end gjort. 

Mange kaster nemlig håndklædet i ringen, når forelskelsen er overstået, og rutinerne og hverdagen melder sig.

– Hvorfor giver vi så let op? Er der noget, vi kan gøre anderledes? Man siger jo, at ”nissen flytter med” over i det næste parforhold. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, om det kan lade sig gøre at få øje på ”nissen” i et parforhold, der skranter, og bede den om at flytte i stedet, siger TV-manden, der i 20 år har været sammen med sin kone Karin, som han har to børn med, ligesom han har to børn fra et tidligere forhold.

Se på dig selv først

Sammen med fire modige par drager B.S. ud i New Zealands vildmark. Her udsætter han parrene for en række tests, hvor de bliver fysisk og psykisk udfordret.

– Der gik ikke mange timer i den newzealandske natur, før jeg kunne se, hvad der var de enkelte pars udfordringer, både individuelt og i deres samarbejde og kommunikation eller mangel på samme, siger B.S. 

For ham virker en tur i vildmarken bedre end alverdens samtaler.

– Jeg lytter ikke så meget til, hvad folk siger, men iagttager i stedet deres adfærd. Og når jeg tager folk med ud i naturen, som er mit terapirum, så sætter jeg dem hurtigt under pres. Når mennesker kommer ud af deres komfertzone og bliver udfordret fysisk og psykisk, er sultne, våde og kolde, så slipper de lynhurtigt maskerne og forstillelsen. Og så træder det sande jeg frem. Og der ser jeg, hvilket ”råmateriale” jeg har at arbejde med, siger B.S. Christiansen. 

Konflikterne springer ud i fuldt flor, og de fire par viser sig selv og deres parforhold fra deres værste side.

– Jeg håber virkelig, at seerne vil bruge programmerne til at kigge indad og spejle sig i de forskellige problematikker og temaer, som udfolder sig i de fire parforhold. De fire modige par viser os såmænd bare de problemer og benspænd, som vi alle kender så godt fra vore egne liv og forhold, siger B.S., der er imponeret over, at de fire par tør tage Danmark med som tilskuer, når de forsøger at vende den negative spiral. 

Du kan se, hvordan parrene klarer strabadserne på TV2 hver tirsdag kl. 20.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close