Brud var dækket af blod: Årsagen var virkelig KLAM

Denne australske brud fik noget af et chok, da hun opdagede, at der løb blod ned ad hendes ben – minutter efter, at hun og ægtemanden havde indtaget dansegulvet for første gang.
Først troede Madalyn Wise og ægtemanden Jayden, at det måtte være hendes menstruation, der var kommet for tidligt.
Men årsagen skulle vise sig at være noget mere klam.
Det fortæller Madalyn Wise selv i en video på det sociale medie TikTok.

Blodet stammede nemlig ikke fra menstruation, for den unge kvinde blødte også andre steder på kroppen.
- Der var tre igler!, fortæller den chokerede brud.
- Der var én under min fod, én i min armhule, og så var der en anden, der kravlede op ad mit ben, fortæller hun i sin TikTok-video.
Den igle-uheldige brud havde fejret sin store dag på Summergrove Estate, der ligger i New South Wales’ såkaldte Hinterlands.
Området havde op til bryllupsdagen, der fandt sted i april sidste år, fået store mængder nedbør. Lige noget igler kan lide.

Selv tror den uheldige brud, at de mange igler havde fået fat på hende, mens parret havde gået gennem et større græsområde på jagt efter det ”perfekte bryllupsbillede”.
Her var hun altså kommet hjem med mere end blot gode billeder. Undervejs havde iglerne nemlig bidt sig fast i bruden, hvorefter hun var begyndt at bløde flere steder. Hun opdagdede det dog først under brudevalsen.
- Den virkelig, virkelig store var den, der sad ved mit knæ. Og dér har den simpelthen siddet i tre timer, fortæller hun videre.

- Så de sad simpelthen på mig gennem hele receptionen, hele middagen og alle talerne.
Det var kun Madalyn og ikke ægtemanden, der blev angrebet af iglerne.
Selv om det betød blod og chok fortsatte bryllupsfesten dog ufortrødent. Madalyn fortæller, at hun havde en skøn dag og aften trods iglerne, men at hun den følgende morgen nok måtte indrømme, at det var en ganske ulækker opdagelse.
- Det ramte mig først rigtig dagen efter, fortæller hun til slut.