Fire personer har mistet livet, og seks personer er kommet alvorligt til skade, efter at en bro er styrtet sammen under byggearbejde ved en motorvej i Sydkorea.
Det oplyser det sydkoreanske brandvæsen tirsdag.
Fem af de tilskadekomne er i kritisk tilstand, lyder det. To af de døde er ifølge myndighederne kinesiske statsborgere, mens to er sydkoreanere.
Optagelser viser ifølge sydkoreanske medier en del af broen styrte sammen, hvorefter en kraftig røgsky rejser sig fra byggepladsen.
Den fungerende sydkoreanske præsident, Choi Sang-mok, har bedt al tilgængeligt redningsmandskab om at deltage i en redningsaktion.
Brandvæsnet siger, at det har mobiliseret tre helikoptere og omkring 150 mand til at deltage i eftersøgnings- og redningsaktionen.
Fem af broens 50 meter lange stålbjælker styrtede sammen en efter en, mens byggearbejderne var i gang med at benytte en kran til at flytte bjælker mellem bropillerne. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Ifølge nyhedsbureauet var de omkomne og sårede bygningsarbejdere.
De sårede er i øjeblikket ved at blive bragt til hospitaler i området. Det oplyser en embedsmand fra det sydkoreanske indenrigsministerium.
Broen styrtede sammen tirsdag formiddag omkring klokken 09.50 lokal tid i Anseong, der ligger omkring 65 kilometer fra den sydkoreanske hovedstad, Seoul.
Fra 2020 til 2023 mistede omkring 8000 personer livet ved arbejdsulykker i Sydkorea. Det viser data fra landets arbejdsministerium.
For knap to måneder siden blev landet ramt af en anden dødelig ulykke.
Her mistede 179 personer livet, da et fly 29. december sidste år forulykkede under en landing i den internationale Muan-lufthavn i det sydvestlige Sydkorea.
Her mistede flyet kontrollen og ramte en mur eller form for vold og eksploderede.
Flysikkerhedseksperter har sagt, at konstruktionen var lavet af for hårde materialer og lå for tæt på slutningen af landingsbanen.
Flyets landingsstel var ikke slået ud ved landingen. Det står endnu ikke klart hvorfor.