Nyheder9. december 2022

Brittney Griners mareridt er forbi: Netop landet i USA

Brittney Griner er bragt til militærhospital i San Antonio. Her skal hun undersøges efter sin løsladelse i Rusland
Brittney Griner har fået sin frihed tilbage, efter USA gik med til at udlevere den fængslede våbenhandler Viktor Bout til Rusland. Han var ellers i gang med at afsone en dom på 25 års fængsel for sine forbrydelser.
Brittney Griner har fået sin frihed tilbage, efter USA gik med til at udlevere den fængslede våbenhandler Viktor Bout til Rusland. Han var ellers i gang med at afsone en dom på 25 års fængsel for sine forbrydelser.
 Foto: AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: "Prisen" for hendes frihed er en grusom bandit

Den amerikanske basketballspiller Brittney Griner er tidligt fredag morgen lokal tid landet i den amerikanske delstat Texas.

Det viser tv-billeder fra CNN og Fox News ifølge nyhedsbureauet AFP.

32-årige Brittney Griner er blevet løsladt fra et russisk fængsel efter en højprofileret fangeudveksling mellem USA og Rusland.

Rusland fik til gengæld våbenhandleren Viktor Bout løsladt. Han var i gang med at afsone en dom på 25 års fængsel i delstaten Illinois.

Griner ventes ifølge amerikanske medier at blive bragt til et militærhospital i San Antonio i Texas. Her skal hun gennemgå forskellige undersøgelser.

Hospitalet har længe været et sted, hvor USA sender personer, der skal debriefes eller have medicinsk behandling, efter at de har gennemgået noget i stil med det, Griner har gennemgået de seneste mange måneder.

I februar blev Griner anholdt i en russisk lufthavn, fordi hun ifølge russiske myndigheder var i besiddelse af cannabisolie.

Anholdelsen fandt sted, kort inden Rusland invaderede Ukraine.

Griners sag er derfor blevet viklet ind i de forværrede relationer mellem USA og Rusland på grund af krigen i Ukraine.

I august fik hun ni års fængsel, og i november blev hun flyttet til en russisk fangekoloni.

Da sagen var i retten, erklærede Griner sig skyldig i at smugle og besidde narkotiske stoffer, men nægtede at have haft hensigt om at bryde loven. Hun fastholdt, at der var tale om en "ærlig fejl".

Ifølge Reuters har Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, og De Forenede Arabiske Emirater været mediator mellem Rusland og USA i fangeudvekslingen.

- Denne succesfulde mediering reflekterer det stærke venskabsbånd, som de to lande har med både USA og Rusland, og den vigtige rolle de to tætte nationer spiller i at styrke dialogen mellem de to sider, har de to lande udtalt.

Sponsoreret indhold