Britt Bager: Mike Fonseca bragte sikkerhedsnet på banen

Moderaternes partisekretær, Britt Bager, bekræfter, at Moderaterne tilbød Mike Fonseca en aftale, der blandt andet inkluderede et "økonomisk sikkerhedsnet", så han kunne udtræde af Folketinget.
Det var den "rigtige løsning", lyder det fra Britt Bager i et interview med Ritzau.
Ifølge Moderaterne var det Mike Fonseca selv, der bragte penge på banen.
- Det er korrekt, at der var en samtale med Mike Fonseca, hvor han selv foreslog, at han skulle have et økonomisk sikkerhedsnet, og det prøvede vi at imødekomme. Vi tilbød psykologhjælp, hjælp til at håndtere pressen og den økonomiske kompensation, som han selv sagde, at han gerne ville have, siger hun.
Frihedsbrevet beskriver tirsdag morgen en lydfil, der er optaget 16. november 2023, og hvor daværende Moderaterne-folketingsmedlem Mike Fonseca holder møde med partiformand Lars Løkke Rasmussen, daværende partisekretær Kirsten Munch Andersen og daværende kommunikationschef Ulla Østergaard.
Mike Fonseca har selv optaget lydfilen og givet Frihedsbrevet adgang til den.
Mødet finder sted, fordi Moderaterne er blevet bekendt med, at Mike Fonseca er i et forhold med en dengang 15-årig pige og dermed har brudt partiets interne adfærdskodeks.
- Så er vi enige om, at du får løn i seks måneder, siger Lars Løkke blandt andet på lydoptagelsen ifølge TV 2.
Ifølge Mike Fonseca blev tilbuddet om penge første gang nævnt dagen inden på et møde med Kirsten Munch Andersen og Ulla Østergaard, skriver Frihedsbrevet.
Britt Bager siger til Ritzau, at det var samme dag, at Mike Fonseca første gang fremlagde sit ønske om at få penge for at udtræde af Folketinget og dermed overdrage sit mandat til Moderaterne.
Hun forklarer, at Moderaterne forsøgte at "tage ansvar" og hjælpe Mike Fonseca og særligt den 15-årige pige.
Det var en "vanskelig situation", der var "svær at løse", lyder det, og derfor var partiet klar til at give Mike Fonseca omkring 370.000 kroner over seks måneder samt psykologhjælp og pressehåndtering.
- Det her var den samlede aftale, som alle parter kunne se sig selv i, og derfor synes jeg, at det var rigtigt, at vi forsøgte at imødekomme det.
Spørgsmål: Var der også en interesse i, at mandatet blev hos Moderaterne?
- Selvfølgelig var der en interesse i det, men det var faktisk ikke vores hovedfokus. Vores hovedfokus var at hjælpe Mike Fonseca og særligt den unge pige ud af den offentlig hetz, som vi godt vidste, at den her sag ville medføre.
Mike Fonseca endte i sidste ende med at takke nej til tilbuddet. 17. november forlod han Moderaterne og gik på sygeorlov. Han har siden været løsgænger.
Britt Bager mener ikke, at Moderaterne forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat.
- Der er ikke tale om køb af noget som helst mandat. Der er tale om, at Mike Fonseca gav udtryk for, at han gerne ville træde ud af Folketinget, men at han også gav udtryk for, at for at han kunne træde ud af Folketinget, havde han brug for et økonomisk sikkerhedsnet, og det prøvede vi at imødekomme.
Tilbuddet med psykologhjælp, pressehåndtering og penge mener Britt Bager "stadigvæk i dag, at det var den rigtige løsning".
Spørgsmål: I fortryder ikke, at den aftale blev tilbudt?
- Jeg mener stadigvæk i dag, at i den særlige situation, som Mike Fonseca havde bragt både sig selv, pigen og partiet i, der var det rigtigt at tage ansvar og forsøge at finde en løsning, der kunne skåne alle involverede. Og det var den her løsning, siger Britt Bager.