Nyheder2. oktober 2007

Britney Spears: Har mistet børnene

Popprinsessen fik i mandags at vide, at hun skal aflevere sine små sønner til deres far på ubestemt tid, indtil dommeren tager endelig stilling til forældremyndighedssagen
https://imgix.seoghoer.dk/media/sehoer/misterbornmobil-jpg.jpg

Retten gav i går Kevin Federline en foreløbig fuld forældremyndighed over sønnerne Sean Preston, to, og Jayden James, et år, efter et møde mellem parternes advokater.

Retten bestemte, at Britney skulle aflevere sine børn til deres far senest onsdag. Der skal de bo, indtil domstolen har behandlet sagen igen.

Den 26-årige sanger valgte dog at aflevere de små poder allerede i går umiddelbart efter retsmødet. Hun virkede helt upåvirket og tilmed smilende få minutter efter afgørelsen.

Da hun havde afleveret sønnerne til eksmanden, fortsatte dagen da også som alle andre. Hun fejrede nemlig tabet af børnene med en tur i et solcenter, hvorefter hun tog hen for at forny sit kørekort.

Oven i alle de andre druk- og sexskandaler, som den falmende popprinsesse omgiver sig med, er det nemlig for nylig kommet frem, at hun har kørt rundt i flere år uden et gyldigt kørekort.

Hvad der præcis ligger til grund for dommerens afgørelse, er ikke offentligt tilgængeligt. Men Britneys skandaleombruste liv fik Kevin Federline til at søge den fulde forældremyndighed allerede for flere måneder siden.

Skandalerne er da heller ikke blevet mindre på det seneste - tværtimod. Den 26-årige sanger er både blevet beskyldt for børnemishandling og for at tage stoffer foran sine børn. Beskyldningerne kommer fra hendes tidligere bodyguard Tony Barretto, som har vidnet mod hende i retten.

For to uger siden afgjorde retten dog, at Britney kunne beholde børnene mod at lade sig teste for alkohol- og narkomisbrug to gange om ugen. Måske spiller disse test ind i dommerens nye afgørelse ...

Sponsoreret indhold