Nyheder10. februar 2010

Brian Nielsen: For pengenes og børnenes skyld

Mange ryster på hovedet af boksebamsens mulige comeback, men holder fysikken, er det ikke urealistisk
I 2009 kom bokseren Brian Nielsens tvillingepiger Mille og Cecilie til verden. Pigerne har den hårdtslående bokser med konen Jeanette.
I 2009 kom bokseren Brian Nielsens tvillingepiger Mille og Cecilie til verden. Pigerne har den hårdtslående bokser med konen Jeanette.
 Foto: All Over

Hvis Brian Nielsens knæ kan holde, får den 44-årige danske boksebamse måske comeback i ringen mod legendariske Evander Holyfield.

Mange ryster måske på hovedet, men for Brian er det en helt naturlig måde at tjene en masse penge og sørge for sine børn på.

- Jeg tænker meget på, at det også kan være en fremtidssikring for mine børn. Jeg har en på 24, som kan klare sig selv, en på 14 og tvillingerne på 1½ år. Det kan gavne deres fremtid, siger han til B.T., og fortsætter:

- Jeg vil gerne kraftigt understrege, at jeg ikke gør det alene for pengenes skyld. Men havde jeg fået 10.000 eller et andet latterligt beløb, havde jeg ikke gjort det. Sagde jeg, at 7,5 eller 8 mio . kr., eller hvor meget beløbet nu er, ikke betyder noget, ville jeg være lystløgner, siger han.

Det er jo ærlig snak fra en mand, som ellers har sit rimeligt på det tørre. Han har nemlig tjent mange penge i sin aktive karriere som bokser, der sluttede for 8 år siden. Mange af pengene er sat i fast ejendom. Huset nær Malaga i Spanien og sommerhuset i Danmark er betalt, og resten af pengene er investeret i jord i Spanien. Og så kører han firmaet Brian Nielsen Golf til daglig.

- Jeg har tjent gode penge, og jeg har investeret dem (..), så vi klarer os fint, siger han til B.T.

Om boksekampen er han også den gamle, nøgterne Brian, som ikke giver meget for alle de kloge, der allerede har været fremme og kaldt ham chanceløs og hele scenariet omkring et comeback for en farce.

- Der er mange, der griner ad mig. Men jeg kæmper. Og hvis jeg får en regulær røvfuld, får jeg det. Så håber jeg bare, det er pengene værd, siger Brian Nielsen til B.T.

Sponsoreret indhold