Brian Laudrup: Ville være dyrlæge

For enhver fodboldinteresseret fylder han stadig meget. En ting er, at han tryllebandt os, da han var i sin aktive karriere - både i Bayern München, Chelsea, FCK, Glasgow og på landsholdet. Men hans nuværende karriere som medkommentator på TV gør, at han stadig fylder meget for alle fans.
Nu fylder han også rundt. Den 22. februar bliver Brian Laudrup 40 år, og det har fået B.T. til at få en masse venner og kollegaer til at stille ham spørgsmål.
Han er for eksempel vild med den røde Ritter Sport, den med marcipan. Han synes ikke selv, han kan gøre for, at hans hår er som det er. Uretfærdighed og uærlighed gør ham sur, og hans søn Nicolais spørgsmål om, hvorvidt han stadig fusker med sit golfhandicap kan virkelig pisse ham af.
Over for sin ven og landsholdskammerat Jan Bartram siger han om sine ungdomsdrømme:
- Jeg drømte om at blive dyrlæge, fordi jeg godt kunne lide dyr, indtil jeg fandt ud af, at man også skulle behandle krybdyr og sådan noget, siger han i B.T.