Nyheder26. maj 2022

Bramsen: Vrede billister skal allerede bremses på køreskolen

Står det til transportministeren, skal god trafikopførsel inkluderes i kørekortundervisningen. Venstre bakker op
Vrede billister skal ifølge Trine Bremsen allerede stoppes på køreskolen.
Køreskolen skal være stoppested for vrede bilister, så de aldrig slippes ud i trafikken. Men kan det overhovedet lade sig gøre?
 Foto: Phovoir/Colourbox

Der er for mange problemer med vrede og chikane i trafikken, mener transportminister Trine Bramsen (S), der nu vil løse problemet politisk.

Konkret skal det ske med en tilføjelse til undervisningen på landets køreskoler: Kommende bilister skal lære om god opførsel i trafikken, og de skal sågar testes i det som en del af prøven.

Ministeren ønsker, at det bliver en del af den nye køreuddannelse, der skal være klar 1. januar 2024.

- Desværre har vi set den dårlige opførsel snige sig ind i trafikken. Vi har set eksempler på bedemænd, der ikke kan passe deres arbejde, fordi de chikaneres af andre bilister. Vi har set chikanekørsel, vanvidskørsel og andre ting.

- Vi står over for at skulle lave en ny køreuddannelse. En del af den uddannelse bliver - ud over at man ved, hvornår man skal stoppe for bestemte typer af skilte, og kender almindelige trafikregler - et fokus på, hvordan man opfører sig i trafikken, siger hun.

Hos Venstre er transportordfører Kristian Pihl Lorentzen helt med på ministerens forslag - han kalder det "en fantastisk god melding".

Pihl Lorentzen er selv medforfatter til bogen "Stop trafikal egoisme", som omhandler netop vejvrede og dårlig trafikal opførsel.

- Der er behov for at sætte ind over for det, og derfor er det højst relevant.

- Jeg tror, at langt de fleste unge køreskoleelever godt kan se fornuft i det her. Specielt, hvis det også bliver et af temaerne i den prøve, man skal op i, siger han.

Sponsoreret indhold