Nyheder16. maj 2002

BORTE, BORTE, TIT, TIT

I den til tider ophedede debat efter SE og HØR-historien om en dusør på 10.000 kr. for et billede af Mary Donaldson antydede jeg flere gange, at kongehuset legede gemmeleg med pressen, og at vi bare spillede med i deres leg. Det behøver jeg ikke at antyde mere. Nu kan jeg slå fast med nagler og bolte, at denne gemmeleg rent faktisk har fundet sted i de seneste tre uger og finder sted, mens du læser disse linjer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/36a95ce745424c9595000b8c45f9453e.jpg

Som det fremgår af SE og HØRs historie i denne uge, har kronprins Frederik, hans sikkerhedsfolk og øvrige hofansatte med stort held proppet stakkels Mary ned i bunden af en bil, hver gang hun har haft behov for at forlade prinsens kongelige gemakker i Chr. d. 8's Palæ på Amalienborg. Jamen, nu be'r jeg Dem, fru Heilbundt … Det er da helt grotesk. Vi skriver år 2002 ude på fortorvet. Hvorfor i al den videste verden må vores elskede og mega populære kronprins ikke vise den danske befolkning, at han har en kæreste? Ja, jeg forstår det altså ikke. Lugter hun? Eller lider hun af en smitsom sygdom? Jeg kan ganske enkelt ikke komme på en eneste grund til, at hun skal gemmes af vejen på den måde. Rygterne vil vide, at selv de ansatte på Amalienborg, som selvfølgelig alle er bekendt med, at Mary bor der, er ved at finde gemmelegen lidt for tåbelig, og den holdning vil jeg klart støtte. Men o.k.! Hvis det er spillereglerne i den nye kongelige kispus, så er det da i orden med os. Indtil denne uge førte kongehuset på point men SE og HØRs solo-billede af kæresteparret bringer os ind kampen igen. Vores præmie i den royale fotokonkurrence på 10.000 kr. står stadig ved magt. Hoffet har i lang tid sagt "Borte, borte", men nu må de finde sig i, at vi kommer og siger "Tit, tit". Skal vi sige uafgjort, Frederik?Vi tales ved i næste uge

Sponsoreret indhold