Nyheder10. januar 2024 (opd. 10. januar 2024)

Boligmarkedet sluttede 2023 af med prisfest

Boligpriserne i Danmark oplevede en overraskende fremgang i december 2023, ifølge Boligsidens Markedsindeks. Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank kalder årsafslutningen for stærk og spår en fortsat stigning i 2024, drevet af skattelettelser og lavere renter, selvom ejerlejligheder i København kan forvente prisfald
En pæn slutspurt i slutningen af året betød, at boligpriserne samlet set rettede sig i 2023 efter nedturen året forinden. (Arkivfoto).  
En pæn slutspurt i slutningen af året betød, at boligpriserne samlet set rettede sig i 2023 efter nedturen året forinden. (Arkivfoto).
 Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Boligmarkedet sluttede 2023 af i flot stil. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, der omfatter bolighandler i december.

Tallene viser godt nok, at kvadratmeterpriserne stod nogenlunde stille i december. Men når man korrigerer for, at de normalt falder i en måned med lav aktivitet, så er der rent faktisk tale om en lille fremgang.

Og dermed bidrager december til billedet af en årsafslutning med en kraftig pil opad, mener Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

- Det blev lidt et festfyrværkeri her i årets sidste måneder. Særligt i de lidt dyrere lommer i København, hvor der virkelig har været nogle købere, der har jagtet de her skatterabatter, som man få ved at købe før årsskiftet, siger han.

Ser man alene på villaer og rækkehuse, steg priserne på landsplan med 3,5 procent og har dermed næsten indhentet det prisfald i slutningen af 2022, som var et resultat af de kraftigt stigende renter.

Og der er ifølge Mathias Dollerup Sproegel udsigt til fortsat stigende priser på den front i 2024.

- På det brede boligmarked vil de nye boligskatter betyde skattelettelser, samtidig med at renten ser ud til at falde. Det vil sammen med den stigende købekraft holde hånden under boligpriserne, siger han.

Undtagelsen er imidlertid markedet for ejerlejligheder i København:

- Der venter nogle store skattesmæk til rigtig mange ejerlejligheder i København. Derfor tror jeg, at man kan forvente prisfald i nogenlunde samme størrelsesorden som de ni procent, priserne er steget i andet halvår af 2023, siger seniorøkonomen.

Sponsoreret indhold