Nyheder19. marts 2024 (opd. 19. marts 2024)

Børn opfordres til at få mæslingevaccine efter mange nye udbrud

Dobbelt så mange lande blev sidste år ramt af store mæslingeudbrud sammenlignet med 2022, oplyser WHO
Close-up of little patient receiving annual vaccination for immunization.
Der er mange nye udbrud af mæslinger for tiden, og derfor opfordrer WHO forældre til at få deres børn vaccineret.
 Foto: Colourbox

Det er afgørende, at børn, som endnu ikke er blevet vaccineret mod mæslinger, får vaccinen mod den smitsomme virus.

Det siger vaccinechef for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) Kate O'Brien på et pressemøde ifølge Reuters.

Hun henviser særligt til børn, som ikke fik vaccinen under coronapandemien.

Sidste år var der ifølge WHO dobbelt så mange lande, der blev ramt af "omfattende" mæslingeudbrud sammenlignet med i 2022.

Børn i Danmark, som følger børnevaccineprogrammet, bliver vaccineret mod mæslinger med den såkaldt MFR-vaccine. Den beskytter både mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom. Den giver i milde tilfælde udslæt og feber, men kan i svære tilfælde føre til betændelse i hjernehinderne.

Under coronapandemien missede mange børn vaccinen, da det rutinemæssige vaccinationsprogram i mange lande blev nedprioriteret, mens landene kæmpede med at inddæmme covid-19.

Ifølge WHO missede 60 millioner børn vaccinen i løbet af pandemien, som brød ud og spredte sig i begyndelsen af 2020.

Og det har formentlig været direkte medvirkende til, at mange lande blev ramt af store smitteudbrud sidste år.

- Det er nu et kapløb, der handler om, hvorvidt de opfølgende vaccinationer bliver foretaget hurtigt nok, eller om udbruddene fortsætter med at vokse, siger Kate O'Brien ifølge Reuters.

I februar advarede WHO om, at mere end halvdelen af verdens lande er i høj eller meget høj risiko for at få udbrud af mæslinger løbet af 2024, hvis de ikke gør noget aktivt for at bekæmpe sygdommen.

Sidste år blev der i Danmark registreret ni tilfælde af mæslinger, mens der ifølge Statens Serum Institut ikke var nogen tilfælde af smitte med mæslinger i Danmark i 2021 og 2022.

Sponsoreret indhold