Bodil-vindere: Dukkede ikke op til prisfest
Flere priser blev ved lørdagens Bodil-uddeling modtaget af kolleger og familie på vegne af vinderne.
Hverken skuespilleren Mads Mikkelsen, der vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle, eller skuespillerinden Susse Wold, der fik en statuette for bedste kvindelige birolle, var mødt op til prisfesten.
Susse Wold holder ferie på Hawaii, mens Mads Mikkelsen er i Toronto, hvor han optager TV-serien "Hannibal".
De to skuespillere vandt begge for deres roller i Thomas Vinterbergs drama "Jagten".
Mads Mikkelsen: Blev væk fra Robert
Susse Wold havde i en mail forfattet en takketale, hvor hun blandt andet takkede Thomas Vinterberg for at have givet hende rollen som lederen af børnehaven, hvor den pædofili-anklagede Lucas, spillet af Mads Mikkelsen, arbejder.
Mads Mikkelsen havde sendt en videohilsen, hvor han takkede for prisen.
- Tusind tak til Bodil-komitéen for den flotte statue. Tak til mine fantastiske medskuespillere, og især til mine medskuespiller-børn. Thomas Vinterberg, det er alene på grund af dig, at jeg sidder her, sagde han.
Den engelske skuespillerinde Charlotte Gainsbourg, der spiller rollen som den voksne Joe i Lars von Triers "Nymphomaniac", vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle, men den pris måtte Lars von Triers kone, Bente, modtage på vegne af skuespillerinden, der ikke var til stede.
Sisse Graum Jørgensen, der har produceret "Jagten", modtog prisen for bedste fotograf på vegne af Charlotte Bruus Christensen, der selv var på ferie.
Thomas Vinterberg: Stolt