Blev du også narret? Her er alle de kendtes og sjove aprilsnarre

Har du troet på alt, hvad du har hørt, set eller læst i dag? I så fald er der fare for, at du er blevet taget alvorligt ved næsen. For traditionen tro har medierne forsøgt at plante falske - og ret så morsomme - historier hele dagen i anledningen af, at vi skriver 1. april.
Det er dog ikke kun aviser, TV og radio, der har forsøgt at narre dig i dag. Også de kendte har gjort deres for at fortælle historier, der nok ikke ville holde i byretten.
SE og HØR bringer her et par af historierne fra dagens aprilsnar - både fra de kendte og fra medierne.
Formiddagsavisen BT brugte en side i dagens avis på at fortælle, at statsminister Helle Thoning-Schmidt har bedt Basim om at tage et EU-flag med på scenen, når krøltoppen skal forsøge at nå til tops i det Internationale Melodi Grand Prix.
Ekstra Bladet forsøgte i stedet at få pulsen op hos de danske bilister ved at fortælle, at prisen for at krydse Storebæltsbroen vil fordoble inden for en årrække. Årsag: Amerikanske Goldman Sachs har købt vores bro.
Fyens.dk kunne fortælle, at meningsmaskinen Jim Lyngvild har haft den store pengepung oppe af lommen og købt den lille ø Torø i Lillebælt af Danmarks Lærerforening for den nette sum af næsten 19 millioner kroner.

En blæksprutte fanget tæt på ødelagt atimkraftværk = klog blæksprutte. Ahh, vel? (Foto: AOP)
Også hos Den Blå Planet, Nordeuropas største akvarium, brugte man 1. april på at forsøge at narre. Akvariet skrev således, at en af deres blæksprutter, der stammer fra havet ud for Fukushima-atomkraftværket i Japan (som blev alvorligt skadet ved et jordskælv), udviser tegn på øget intelligens.

(Foto: Remee/Facebook)
På kendis-listen forsøgte X Factor-dommeren Remee at overbevise sine fans om, at han skifter karriere:
- Så er det i aften jeg tjekker ind på Paradise Hotel, savnede sgu at være på TV - Eneste problem er at jeg ikke kan komme på ZEN længere, men fuck nu det.. Jeg GLÆÆDER mig til at FYRE DEN AUF!!!!! Link kommer senere, lød det fra musiksmeden.
Komikeren Geo forsøgte at bilde sine fans ind, at han havde fundet danseskoene frem:
- Jeg er at finde i efterårets udgave af Vild Med Dans. Glæder mig! Der bliver et samarbejde med fitnessekspert Anne Beck. Kan kun blive godt!
Pop-charmøren og krøltoppen Christopher fortalte, at han skulle være far.

(Foto: Christopher/Facebook)
Om Christopher har haft fat i Joy fra 'Mig og min mor'-programmerne, vides ikke. Men også Joy prøvede at bilde sine Facebook-fans ind, at hun skulle være mor.

(Foto: Joy/Facebook)
Og nåeh ja… på SE og HØR kunne vi heller ikke dy os, og vi har selvfølgelig også skrevet en aprilsnar-historie.
Det var - som mange nok også havde gættet - at popsmeden Justin Timberlake gav koncert på Oslo-båden. Det ville ellers have været en fantastisk idé. Men så kan vi jo trøste med, at han faktisk kommer til Danmark til maj. Og dette er altså ingen aprilsnar, skulle vi hilse og sige.