Nyheder24. november 2022 (opd. 25. november 2022)

Black Friday står for døren: Flere danskere frygter pakkesvindel

Hver anden forbruger har oplevet problemer med en fysisk vare bestilt på en webshop, og derfor frygter flere forbrugsfesten Black Friday
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
I 2022 er antallet af falske tilbud rekordhøjt under black friday. Men ifølge Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker hos prissammenligningstjenesten PriceRunner, er forklaringen ikke alene, at butikkerne med vilje snyder deres kunder.
 Video: Gregers Overvad

Når butikkernes tilbudsfest black friday løber af stablen fredag, topper danskernes onlinehandel.

Stormfloden af tilbud får nemlig mange danskere til at sidde klar bag skærmen med kreditkortet i hånden. Men for mange af de onlinehandlende er det ikke uden en vis uro i maven.

I hvert fald ikke hvis man skal tro en undersøgelse om danskernes nethandel, som Norstat har lavet på vegne af Telenor.

Black Friday er en dag, hvor mange danskere handler online.
Black Friday er en dag, hvor mange danskere handler online.
 Foto: Ritzau Scanpix

I undersøgelsen har 1000 danskere besvaret en række spørgsmål om nethandel.

Her svarer hver anden forbruger, at de har oplevet problemer med en fysisk vare bestilt på en webshop. Særligt på udenlandske webshops.

Det er især i forbindelse med kvaliteten, at forbrugerne føler sig snydt. Tre ud af ti har oplevet, at varen ikke levede op til billedet eller beskrivelsen på webshoppen.

En anden udfordring har været levering af varer købt online. 24 procent har oplevet, at en vare aldrig dukker op. 20 procent har oplevet mere end 30 dages forsinkelse på en vare.

For 43 procent af de adspurgte har ovenstående været noget, de har oplevet flere gange.

– Det er alarmerende, at pakkesvindel er blevet så udbredt, og at de mange danskere, som er på den helt store tilbudsjagt i disse dage, risikerer at stå uden gaver under træet op til jul, udtaler Christian Hoffmann, markedsdirektør i Telenor, i pressemeddelelsen.

Netop indkøb af julegaver på black friday er et stort hit blandt danskerne.

I en forbrugerundersøgelse lavet af Nets i forbindelse med black friday sidste år viste det sig, at 68 procent af de handlende ville udnytte de mange tilbud til at få købt julegaver.

Det viser sig derudover, at hovedparten af de problemer, som forbrugerne oplever med kvalitet og levering, er noget, de selv må forsøge at løse med den webshop, hvor varen er købt.

– Undersøgelsen understreger det store behov, der er for tiltag og ordninger, som kan hjælpe forbrugerne med rådgivning og kompensation, når skaden er sket, lyder det fra Hoffmann.

Han har flere simple råd til, hvordan forbrugerne kan gardere sig mod pakkesvindel online.

– Vær kritisk over for de webshops, du besøger, tjek tilbudsmails ekstra grundigt, vær på vagt over for falske beskeder fra fragtfirmaer, og få alting på skrift, siger Hoffmann.

Sponsoreret indhold