Nyheder16. juli 2009

Bjarne Riis: Super kørt af Nicki

Nicki Sørensen blev den 11. dansker, der har vundet en etape i Tour de France
Nicki Sørensen kæmpede som en besat og kommer nu ind i klubben af danske vindere på Tour de France
Nicki Sørensen kæmpede som en besat og kommer nu ind i klubben af danske vindere på Tour de France
 Foto: All Over

Så blev det endelig danskernes dag i Tour de France. Eller rettere sagt én danskers dag: Nicki Sørensens.

Den 34-årige Team Saxo Bank-hjælperytter, der i så mange år har ofret sig for andre, trådte ud af skyggen og hentede karrierens største triumf, da han uimodståeligt og smukt vandt 12. etape i årets etapeløb, der ellers har formet sig så trist og kedeligt de seneste dage.
Men der var intet kedeligt over Nicki Sørensens formidable ridt gennem de 211,5 km fra Tonnerre til Vittel.

Nicki Sørensen blev dermed den 11. dansker, der vandt en etape i Tour de France - med i alt den 18. danske etapesejr i det prestigefylkdte franske etapeløb.

Team Saxo Bank-chefen Bjarne Riis havde svært ved at få armene ned, efter at Nicki Sørensen med sin sejr på 12. etape sikrede holdet den 2. etapesejr ved dette års Tour de France.

- Fantastisk. Super kørt af Nicki. Det var flot, som han kørte, og det var fortjent. Det var perfekt for holdet og perfekt for Nicki, siger Bjarne Riis til Ekstra Bladet, der så sin rytter krydse målstregen efter et soloridt.

Sponsoreret indhold