BJARNE RIIS

Siden kølnedes begejstringen - i takt med, at mistanken om urent trav sneg sig ind. Og i fredags kom så erkendelsen: Det var snyd altsammen. "Ørnen fra Herning" viste sig i virkeligheden at være "Løgneren fra Herning.

Sagen om Bjarne Riis' dopingmisbrug kan ses fra to synsvinkler. Den ene handler om sejren i 1996. Den anden vinkel handler om årene derefter.
Som jeg ser det, er Riis' sejr i 1996 stadig en præstation. Man skal tænke på, at formentlig stort set alle rytterne var dopede, og at Riis i den forstand kan siges at være den bedste blandt ligemænd.

Man kan diskutere, om det var sport. Men et gedigent show var det under alle omstændigheder - med Riis i hovedrollen.
Riis' store problem er derfor tiden derefter, og det er set fra dén synsvinkel, at Riis står afpillet og ydmyget tilbage.
Det er således vanskeligt i dag at have respekt for en mand, der gennem 11 år løj os alle lige op i ansigtet. Selv da alle andre begyndte at erkende, stod Riis stædig fast på, at han var eneren blandt alle de slemme. Så sent som sidste år sagde han i DR's profilen: "Jeg har ikke været dopet". Det var så løgn, og det har han nu erkendt - og sagt undskyld for.

Normalt er det en fin ting at tilgive. Men i tilfældet Riis er det vanskeligere, fordi undskyldningen kom uden ydmyghed, uden tegn på anger.
Den Riis, vi oplevede på pressemødet, var en mand, der sagde undskyld af en eneste grund: Fordi han ikke havde nogen anden mulighed. Undskyldningen var gustent overlæg - og intet andet.
Derfor bør Riis være en færdig mand i cykelsporten.