Nyheder12. juli 2013

Bitterfissen: Forlorent liv på Facebook

Bethany må på antidrepressive på grund af alt for mange forlorne billeder på de sociale medier
https://imgix.seoghoer.dk/media/9e5f3d7846d94f89bfe7d0e33793f251.jpg
 Foto: Forlaget Turbulenz

Bethany er forpulet træt i disse dage. Ikke kun på grund af den kroniske klamydia eller, at Joey Moe stadig ikke er faldet til Bethanys pat, næææh, det drejer sig om Facebook, som ind imellem har det med at give mig ondt i galdestenen.
Jeg er klar over min ubønhørlige trang til gentagelse, men jeg har øjnet en tendens. Skidesprællerne på Facebook holder sommerferie og tér sig kraftedeme som en forbandet flok Østerbroske, velpolerede snobber, der ikke har selvværd nok til at rode sig i røven i Netto-køen eller indrømme, der er dage, hvor de spiser snotungerne af med en leverpostejsklapper.

Facebook er overklistret med filtrerede, forlorne billeder af velplejede fødder i sand/græs/vand, tynde mennesker, der smiler sødt til kameraet, gourmetmad, webermad, blomster, is og solskin. Ej at forglemme kvalmende opdateringer om folks perfekte sommerferie, kærester, børn, kæledyr, og hvad har vi. Jeg brækker mig denondefløjtemig i lårfede stråler, fortæller jeg jer! Det er jo lige til at få underbuksemennesker som Bethany til at tage sig af dage. Bethany ved, det er spil for galleriet, men nu er det jo ikke alle, der er genier og dermed har gennemskuet den falske overflade.

Bethany er alvorligt bekymret, og ikke kun for de stakkels mennesker, der tror, at deres liv er bundsølle i forhold til vennernes, men også for jer, der konstant fremviser jeres såkaldt "perfekte liv". En dag krakelerer hele lortet, Idiodos, og I ender på briksen hos Dr. Følegod med kadaveret fuld af antidepressiver.
Bethany har et godt råd: Vær dog jer selv! Så vil det langsomt gå op for jer, at alle de andre også har deres hæmorider at rode med, og deres hårde hud på fødderne at file. Der er INGEN, end ikke Pernille Martha Stewart Brækbæk, der render rundt i en lyserød Candy Floss tilværelse her I Danas Have. Heller ikke selvom Oprah påstår det. Så ugens opgave til jer: Smut i Netto med morgenhår og ubleget tandsæt, og rod jer selv i røven! I kan takke mig senere, for alle de penge I sparer hos hjernevrideren. Velbekomme.
Så når I spørger, hvorfor Bethany er fraværende på Facebook i disse dage, så ved I hvorfor. For det første har I åbenbart ikke noget liv, og for det andet har jeg lukket ned, idet jeg har travlt med at leve mit uperfekte liv i kælderen, iført appelsinhudsbefængt , slasket krop, med mine uperfekte møgunger, der sandsynligvis aldrig får 12 i andet end indtagelse af flest Kylletter på en uge. Pt. er de dog sendt på feriekoloni i Egypten. Jamen, det er bare ikke sundt for dem at være hjemme på Gården under Bethanys årlige Swingerfestival. Der må alligevel være en grænse for, hvor tidligt de skal rustes til voksentilværelsen. Desuden er jeg træt af at have myndighederne rendende hele tiden. Jeg har forsøgt at forklare dem om fri opdragelse, men det er lige så meget op ad bakke som at forsøge at lære Medina at synge rent.

PS. Bethany har erfaret, at der er "bikinikrig" blandt diverse danske, benede pseudokendisser, og eftersom jeg har været udsat for en heftig Fernetkur, har jeg besluttet at deltage. Nu, hvor jeg tænker over det, ville jeg dog ønske, jeg stadig havde julesul for ligesom at støtte op om, at fede også har ret til at gå i bikini (Man er kraftedeme også bikiniklar, selvom man vejer 120, Anne Bech, din hjernedøde åndsbolle), men lad det nu ligge. Flere af jer har allerede set mit flotte billede ovre på min Facebookside, og på begejstringen virker det til, at jeg vinder hele baduljen! Er der nogen, der gider sige det til Ekstra Bladet? Det er dem, der afholder den såkaldte konkurrence.
Skål og god weekend.



Ovenstående blog-indlæg er skrevet af Bitterfissen Bethany. Seoghør.dk gør, hvad vi kan for at holde hende langt væk fra vores site. Men det er svært. Ifølge Bethany selv har hun via en villig kontakt i vores IT-afdeling hacket sig ind i vores systemer. Vi gør, hvad vi kan for at finde synderen og skal understrege, at Bethanys holdninger er hendes egne og ikke SE og HØRs.

Sponsoreret indhold