Nyheder20. juli 2022

Biografen i Field's åbner i dag

Nordisk Biograf har holdt lukket længere end selve shoppecenteret
En af de tre dræbte i skyderiet i Field's arbejdede i Nordisk Film-biografen i centeret
En af de tre dræbte i skyderiet i Field's arbejdede i Nordisk Film-biografen i centeret
 Foto: Gregers Overvad

Biografen i storcentret Field's genåbner onsdag eftermiddag for første gang siden skyderiet i centret på Amager 3. juli.

Det oplyser Nordisk Film Biografer i en pressemeddelelse.

En af de tre dræbte i skyderiet arbejdede i Nordisk Film-biografen i Field's, som er forblevet lukket, selv om de fleste butikker i storcentret genåbnede 11. juli.

De ansatte har haft brug for ekstra tid til at bearbejde episoden.

Biografen åbner i første omgang med et reduceret program. Forventningen er, at den i næste uge er tilbage i normal drift.

Genåbningen sker efter tæt dialog med medarbejderne, oplyser Casper Bonavent, som er direktør i Nordisk Film Biografer.

- Efter de tragiske hændelser i Field's, hvor en af vores unge biografmedarbejdere mistede livet, er pårørende og medarbejdere blevet mødt med en fuldstændig overvældende sympati og medfølelse fra omverdenen.

- Det vil jeg gerne på Nordisk Film Biografers vegne takke for. Efter tæt dialog med vores medarbejdere er vi nu klar til at åbne igen. Vi glæder os til at byde vores gæster velkommen og igen kunne give gode biografoplevelser, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Sponsoreret indhold