Nyheder9. oktober 2022

Billig strøm satte gang i danskernes elforbrug

Onsdag eftermiddag var elprisen lav. Det øgede elselskabs kunders forbrug med i gennemsnit 27 procent
Elprisen var onsdag den billigste siden maj måned. Det har tilsyneladende fået kunder hos elselskabet Radius til at flytte deres forbrug. (Arkivfoto)
Elprisen var onsdag den billigste siden maj måned. Det har tilsyneladende fået kunder hos elselskabet Radius til at flytte deres forbrug. (Arkivfoto)
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag eftermiddag faldt den rene elpris til kun 0,2 øre per kilowatt-time mellem klokken 14 og 15.

Og den billige elpris fik tilsyneladende danskerne til at flytte deres forbrug.

Ifølge Radius Elnet blev forbruget blandt deres kunder i parcel- og rækkehuse i København og Nordsjælland øget med, hvad der svarer til 94.340 maskinvaske i den time.

Det er vigtigt, at kunderne er villige til at flytte deres elforbrug - også hurtigt. Sådan lyder det fra Radius Elnets administrerende direktør, Jens Fossar Madsen.

Det skyldes, at elnettet skal udbygges på grund af den grønne omstilling.

- Hvis vi kan få kunderne til at flytte noget af deres forbrug – for eksempel deres opladning af elbiler – væk fra det vi kalder 'kogespidsen', altså det tidspunkt på døgnet, hvor elnettet er mest belastet, så behøver vi udbygge elnettet knapt så meget, siger han i en pressemeddelelse.

Radius Elnet har undersøgt forbruget tirsdag, onsdag og torsdag mellem klokken 14 og 15.

For de 320.399 parcel- og rækkehuse i København og Nordsjælland var forbruget i gennemsnit 27 procent højere i den billigste time om onsdagen.

Radius ejer og driver elnettet i Hovedstadsområdet og på Nordsjælland. Selskabet har fjernaflæste elmålere hos en million af deres kunder, og det er der igennem, at det kan se elforbruget.

Jens Fossar Madsen siger også i pressemeddelelsen, at Radius Elnet fra årsskiftet vil indføre større prissvingninger hen over døgnet.

Det håber selskabet, kan få flere til at flytte deres forbrug til de tidspunkter af døgnet, som er billigere, og hvor elnettet er mindre belastet.

Elprisen i den billige eftermiddagstime onsdag var den laveste siden maj måned.

Elpriserne er faldet, fordi store dele af Europa har oplevet mere blæsevejr på det seneste. Det har Kristian Rune Poulsen, som er chefkonsulent i brancheorganisationen Green Power Denmark, tidligere sagt til Ritzau.

Sponsoreret indhold