Nyheder8. juni 2022

Bil kørte ind i folkemængde i Berlin: Lærer på tur med elever dræbt

Én mistede livet, da en bil onsdag kørte ind i en menneskemængde på et travlt strøg i Berlin. Personen, der mistede livet, var en lærer på tur med sine elever
Bil kører ind i folkemængde.
En bil er onsdag kørt ind i en menneskemængde på et travlt strøg i Berlin. En person er dræbt, og et større antal mennesker er kvæstet.
 Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix

Panik og rædsel spredte sig i det centrale Berlin, da en bil onsdag formiddag kørte ind i en menneskemængde på et travlt strøg i Berlin.

Et større antal mennesker blev kvæstet, og en person mistede livet.

Personen, der blev dræbt, var en kvindelig lærer, der var på tur med sine elever.

En talsmand for den lokale brand- og redningstjeneste siger ifølge Berliner Morgenpost, at 12 er alvorligt kvæstede, hvoraf de seks er livsfarligt skadede.

Føreren af bilen var en 29-årig tysk-armenier, der bor i Berlin, oplyser kilder i politiet til avisen Bild.

Føreren af bilen forsøgte at stikke af. Men han blev standset og pågrebet af folk, der havde overværet, hvordan folk var blevet påkørt.

Ifølge Bilds kilder i politiet er der tale om en 29-årig mand. Avisen har et billede af selve anholdelsen, hvor bilens fører er sløret med en sort bjælke for øjnene.

Der er tale om en kraftig mand, tilsyneladende ikke ret høj, han er skaldet, han er iført røde kondisko, sorte joggingbukser. Inde under en sort jakke bærer han en gul skjorte eller T-shirt.

Påkørslen skete omkring klokken 10.30 på hjørnet af Rankestrasse og forretningsgaden Kurfürstendamm i bydelen Charlottenburg.

Det er fortsat uklart, om det var en forsætlig handling, eller om der er tale om en ulykke.

Det er bebudet, at der bliver afholdt et pressemøde senere onsdag.

Sponsoreret indhold