Nyheder8. marts 2024 (opd. 8. marts 2024)

Biden i stor tale til Putin: Vi bøjer os ikke

Kritiserer også Donald Trumps holdning til Nato og Rusland, der i værste fald kan udløse en 3. verdenskrig
Joe Biden er kampklar, når det gælder Putins krig mod Ukraine. For bliver den russiske despot ikke stoppet, kan andre vestlige lande være de næste på hans liste over militære mål.
Joe Biden er kampklar, når det gælder Putins krig mod Ukraine. For bliver den russiske despot ikke stoppet, kan andre vestlige lande være de næste på hans liste over militære mål.
 Foto: Francis Chung/AP/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Joe Biden, taler i sin State of the Union-tale natten til fredag dansk tid direkte til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Min besked til præsident Putin, som jeg har kendt i lang tid, er simpel - vi bøjer os ikke, siger Biden.

- Jeg vil ikke bøje mig. Historien ser bogstaveligt talt med.

Præsidenten opfordrer også Kongressen til at godkende hjælp til Ukraine, så USA kan være med til at "stoppe Putin".

- Ruslands Putin er på fremmarch, invaderer Ukraine og sår kaos i og uden for Europa.

- Hvis nogen i dette rum tror, at Putin stopper i Ukraine, så vil jeg forsikre jer om, at det vil han ikke.

Tidligere præsident og Bidens formodede modstander til præsidentvalget i november, Donald Trump, får hårde ord med på vejen af Biden, der dog ikke nævner Trump ved navn.

- Min forgænger, en tidligere republikansk præsident, siger til Putin: "Gør, hvad fanden du vil", siger Biden.

Trump har i en nylig tale sagt, at Rusland kan gøre, hvad det vil mod de lande, der ikke betaler nok til Nato.

- Jeg synes, at det er uhørt, det er farligt, og det er uacceptabelt, siger Biden i sin tale om Trumps kommentarer.

Biden siger også i sin tale, at de demokratiske værdier er under pres både i USA og i udlandet.

- Ikke siden præsident Lincoln (Abraham Lincoln, red.) har frihed og demokrati været under angreb herhjemme, som de er i dag, siger han.

- Det, der gør dette øjeblik sjældent, er, at frihed og demokrati er under angreb både herhjemme og i udlandet.

Torsdag er Sverige blevet medlem af forsvarsalliancen Nato. Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, er blandt tilskuerne til talen.

Han har fået plads ved siden af USA's førstedame, Jill Biden.

- Rejs dig op. Velkommen, velkommen, velkommen, siger Biden henvendt til Kristersson.

- Velkommen til verdens stærkeste militæralliance.

Sponsoreret indhold