Nyheder23. december 2023

Biden benåder tusinder dømt for besiddelse af marihuana

USA huser mindre end fem procent af verdens befolkning, men en femtedel af verdens indsatte
Joe Biden er engageret i at adressere misforhold i domfældelser for ikkevoldelige narkotikarelaterede forbrydelser. (Arkivfoto).
Joe Biden er engageret i at adressere misforhold i domfældelser for ikkevoldelige narkotikarelaterede forbrydelser. (Arkivfoto).
 Foto: Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Joe Biden, har fredag nedsat fængselsstraffene for 11 personer, der afsoner årtier lange domme for ikkevoldelige narkotikarelaterede domme og benådet tusindvis andre, der har føderale domme for besiddelse af marihuana.

Biden siger, at det skal adressere misforhold i domfældelser, der længe har gået særligt ud over sorte amerikanere samt udvide Bidens indsats med at reformere straffen for marihuana.

- Amerika blev grundlagt på princippet om lige retfærdighed for loven, siger Biden i en udtalelse.

- Folkevalgte på begge sider, religiøse leder, borgerrettighedsforkæmpere og ledere i politiet er enige om, at vores strafferetssystem kan og skal reflektere den kerneværdi, der gør vores samfund sikrere og stærkere.

USA huser mindre end fem procent af verdens befolkning, men en femtedel af verdens indsatte.

En uforholdsmæssig stor del af dem er personer, der ikke er hvide. Den gruppe mennesker udgør også en anselig del af Bidens vælgere.

Biden gør klar til et intenst år med valgkamp inden præsidentvalget næste år. Præsidentens popularitet daler - især blandt unge.

Ifølge Det Hvide Hus afsonede nogle af de mennesker, der er blevet benådet, livstidsdomme.

Bidens udmelding fredag betyder, at personer, der er blevet "dømt for forbrydelse simpel besiddelse af marihuana, forsøg på simpel besiddelse af marihuana eller brug af marihuana", kan benådes.

Simpel besiddelse af marihuana dækker over, at man er i besiddelse af en lille mængde uden henblik på videresalg.

En embedsmand fra Det Hvide Hus siger, at tusindvis af personer med føderale domme eller domme fra Washington D.C. kvalificerer sig til benådning.

Regeringen har iværksat en ansøgningsproces, så de benådede kan få et særligt certifikat, hvis der er behov for det til ansøgninger til job eller bolig.

Sponsoreret indhold