Nyheder12. august 2023

Besvimede på stribe: 19 elever sad fast i elevator i halvanden time

Det udviklede sig ganske ubehageligt, da 19 elever sad fast i en elevator på TechCollege i Aalborg
Halvanden time skulle der gå, før de 19 elever kom ud.
Halvanden time skulle der gå, før de 20 elever kom ud.
 Foto: Colourbox

Natten til lørdag sad knap 20 nystartede HTX-elever fast i en elevator på TechCollege i Aalborg.

Det skriver TV 2 Nord, som har interviewet en 15-årig dreng, der befandt sig i elevatoren.

Hændelsen skete i forbindelse med afslutningen på en introdag.

Ifølge TV 2 Nord klemte 19 elever sig ind i en elevator, der er beregnet til maksimum ti personer.

Til Ritzau oplyser Anders Brosbøl, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, at 112 kontaktede beredskabet klokken 02.49.

Fem minutter senere var beredskabet på skolen, hvor de hurtigt fik eleverne ud.

- Det viser sig, at en elevator sidder fast med en masse elever i. Der er flere, end der bør være derinde. Der begynder at blive rigtig varmt derinde, siger indsatslederen.

Den 15-årige elev udtaler til TV 2 Nord, at eleverne var lukket inde i halvanden time, før Nordjyllands Beredskab mødte op og fik dem ud.

Derudover siger han, at flere elever besvimede i elevatoren i løbet af den halvanden time, de sad fast. Samlet set besvimede de syv gange.

- Der var så sindssygt varmt derinde, og du blev både smadret psykisk og fysisk af det.

Anders Brosbøl fortæller, at en holdleder og tre brandmænd mødte op for at få eleverne ud.

- Derefter får de (eleverne, red.) noget vand og bliver overdraget til ambulancepersonalet, hvor de bliver tilset, siger han til Ritzau.

Rikke Palmgren, som er uddannelsesdirektør på TechCollege, siger ifølge TV 2 Nord, at elever og forældre er blevet indkaldt til møder mandag og tirsdag om hændelsen.

Sponsoreret indhold