Nyheder2. februar 2024

Bestseller lancerer billigere mærker til pressede forbrugere

Bestsellerkoncernen har taget konsekvensen af, at tøjkøberne har færre penge imellem hænderne
Bestseller
Bestsellerkoncernen har nu taget konsekvensen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Selv om der er ved at være styr på inflationen, så er renterne fortsat høje og de økonomiske udsigter stadig tågede og usikre.

Det har ifølge Børsen fået den danske Bestseller-koncern til at lancere et nyt tøjmærke kaldet JJ Rebel, som henvender sig til prisbevidste forbrugere, der har skruet ned for tøjbudgettet.

Salgsdirektør Dennis Birk Jørgensen siger til Børsen, at der er tale om et brand, der kun sender nye kollektioner på gaden fire gange om året.

Beslutningen om det nye og billigere varemærke er en konsekvens af, at Bestseller godt kan mærke, at mange af kunderne har skruet ned for tøjbudgettet.

- Vi har i første halvdel af 2023/24 også skullet knokle mere for salget. Det er ikke sådan, at vi ikke kommer til at tjene penge, men resultatet kan godt blive mindre end sidste år, siger han.

Bestseller er ikke den eneste virksomhed i modebranchen, der har et øje til en billigere kollektion.

Det vurderer Louise Byg Kongsholm, der er direktør i Pejgruppen, som holder øje med trends inden for mode og livsstil.

- Der er behov for nye produktgrupper, når forbrugerne er pressede af høje leveomkostninger og bruger færre penge på nyt tøj. Skal de endelig have noget nyt, skal det enten være billigt eller brugt, siger hun til Børsen.

Sponsoreret indhold