Berlingske fyrer medarbejder efter krænkende adfærd
Berlingske har tirsdag fyret en medarbejder på grund af krænkende adfærd.
Det bekræfter Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske, over for Berlingske.
Medarbejderen har fratrådt sin stilling, efter at chefredaktionen i november modtog en klage om krænkende adfærd.
- Klagen har en sådan karakter, at vi beslutter os for, at vi skal handle på den, siger Mette Østergaard til Berlingske.
Hun fortæller, at de har fået hjælp af "Human House," der er specialister i at undersøge krænkelsessager.
Human House samlede en rapport, som chefredaktionen modtog mandag, oplyser hun.
- Konklusionen i rapporten er ganske klar, og det er på baggrund af den konklusion, at vi på Berlingske har sagt farvel til den pågældende medarbejder, som har fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning, siger chefredaktøren.
Samtidig oplyser hun, at medarbejderen ikke er en chef.
- Fordi det er en personalesag, kan jeg ikke oplyse, hvilken medarbejder det er, men jeg kan sige, det ikke er en chef, der har fratrådt sin stilling. Vi kan heller ikke sige mere om, hvad krænkelsens karakter er, siger Mette Østergaard.
Fratrædelsen sker dagen efter, at en redaktør på B.T. er blevet opsagt på grund af krænkende adfærd.